”Musikpædagoguddannelsen ruster én med en bred, musikalsk viden. Det er læring på højt niveau og man opbygger et hardcore, grundsolidt fundament. Der er mange udfordringer og fra første dag bliver man kastet ud i at stå foran elever og undervise.”
Kathrin Thelén, musikpædagogik
Tre hovedfag
Som musikpædagog får du undervisning i en række hovedfag: Elementær musikopdragelse, ensembleledelse og korledelse. Fag som arrangement, hørelære, klaver- og sangundervisning udvikler og støtter de kompetencer du opnår i hovedfagene. Du kvalificerer dig til at undervise i musik med et højt pædagogisk niveau på en lang række områder, forskellige niveauer og alderstrin, lige fra småbørnsundervisning til vejledning og instruktion af voksne amatører i musikskoler, aftenskoler og konservatorieforberedende kurser.
Høj grad af valgfrihed
Især på kandidatuddannelsen er der en høj grad af valgfrihed. Du sammensætter din individuelle uddannelse ved at tilknytte dit eget instrument/sang til et valg mellem forskellige hovedfagskombinationer indenfor fag som elementær musikopdragelse, hørelære, børnekor, kor- og ensembleledelse og instrumental pædagogik.
Bredt repertoire fra klassisk til rytmisk
Musikpædagogik har sit særpræg ved at arbejde med et bredt repertoire som spænder fra klassisk til rytmisk repertoire. Dette afhænger af både individuelle kompetencer og præferencer i forhold til instrument, stil, genre og niveau, men også i forhold til hvilke fagkombinationer du har valgt i uddannelsen.