Spansk barokorgel på besøg i København

Enestående samarbejde mellem DKDM, Vor Frelsers Kirke, Den Spanske Ambassade og orgelbyggeren Joaquin Lois

En kopi af et spansk barokorgel fra 1763 er sat op i Vor Frelsers Kirke og blev indviet ved en festlig koncert søndag den 8. september, hvor professor Hans Hellsten (Malmö), professor Hans Davidsson og professor Bine Bryndorf (DKDM), organist Jens E. Christensen og Lars Sømod spillede koncert. Kirkens sognepræst, den spanske ambassadør og rektor Bertel Krarup holdt taler, og den spanske ambassade var efterfølgende vært ved en reception.

Orglet er udlånt gratis af orgelbyggeren til Vor Frelsers Kirke og DKDM i et år, hvor det skal medvirke til at fremme forståelsen for spansk 1700-tals orgelkultur. De studerende får adgang til øvning på orglet, og der bliver en halv times koncert den sidste torsdag i hver måned kl. 17, hvor studerende spiller.

Orgelfaggruppen på DKDM har allerede haft sin første workshop på orglet. Det er et fantastisk inspirerende instrument, som byder på muligheder, man ellers kun får "on location" i Spanien. Kom selv og se og hør al dets pragt.

Læs mere i folderen om det spanske barokorgel.

Foto: Jens E. Christensen, Bine Bryndorf, Bertel Krarup, Hans Hellsten, Diego Muñiz Lovelace og Hans Davidsson. Fotograf: Hasse Ferrold