Debut Linnéa Villén

Fløjtenisten Linnéa Villén debuterer onsdag 12. februar 2014 kl. 19.30 i Konservatoriets Koncertsal

Linnéa Villén færdiggjorde i 2009 sin kandidatuddannelse fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium ved Toke Lund Christiansen. I sin studietid har Linnéa Villén været i Lübeck, Paris, München, Berlin og New York for at få undervisning hos nogle af de fremmeste lærer i verden. Hun vandt i 2006 en pris i den internationale fløjtekonkurrence ”The winner of Belgrade” for sin fremførelse af et serbisk stykke skrevet af Milana Stojadinovic-Milic for fløjte og klaver.

I 2010 blev hun optaget på solistklassen i København ligeledes hos Toke Lund Christiansen og har en intens studietid samt en barsel bag sig som soliststuderende.

Linnéa Villén freelancer og har i den forbindelse spillet med bl.a. Radiosymfoniorkestret og Operaen i København. Hun spiller jævnligt koncerter med sine to kammermusik-grupper ”Diversity” med Helene Simonsen, fløjte, og Mads Vinding, bas, samt ”Faun” med Nina Schlemm, harpe og Alexander Butz, bratsch.

Linnéa Villéns iværksætterhjerte brænder for at præsentere den klassiske musik for et bredere publikum i sit lokalsamfund i Køge Kommune. Her har hun bl.a. stået bag Torsdags-huskoncerten og Vinpressionisme (vinsmagning med klassisk musik) samt søndagsmatineér i Hugos kælder, der normalt præsenterer jazz.

Læs mere om Linnéa Villén.

Læs mere om debutkoncerten i DKDM's kalender.

Om debutkoncerten "Oven vandene": Med udgangspunkt i ønsket om at skabe en koncert udover den traditionelle debutform har jeg skabt et koncertforløb, som både er fortællingen om et levet liv, om stadig at kunne trække vejret midt i en storm og om hverdagskærligheden mellem en mor og hendes barn.

Linnéa Villén