Velkommen til DKDM's koncerter i foråret 2018

Læs rektors forord og hent koncertbrochuren

Kære publikum

Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums store jubilæumsår er slut. Men musikken spiller videre, og jeg har her fornøjelsen at byde velkommen til et nyt stort udbud af koncerter i foråret 2018 – 151 år efter konservatoriets grundlæggelse i 1867.

Der vil være rig lejlighed til at møde de studerende på deres vej fra unge talenter til professionelle kunstnere og desuden i flere af koncerterne opleve lærere, gæstelærere og forskellige samarbejdspartnere.

Som altid udgør debutkoncerterne en meget væsentlig del af det samlede udbud, og foråret 2018 er ingen undtagelse med hele ni af slagsen. Allerede 17. januar lægges der ud med en markant ensemble-debut med Nordic String Quartet. Men ellers står januar i operaens tegn, dels en Mozart-collage med kammerbesætning, dels den årlige traditionsrige fælleskoncert på Det Kongelige Teaters Gamle Scene med solister fra Operaakademiet og DKDM’s Symfoniorkester.

7.-15. marts afholdes ny musik-festivalen PULSAR 2018, der under overskriften ’Young composers and artists’ giver en 360 graders oversigt over, hvad de unge komponister og udøvende kunstnere ved musikkonservatoriet og billedkunstskolen har i pipelinen. Festivalens composer-in-residence er den fremtrædende koreansk fødte Unsuk Chin, og desuden medvirker flere professionelle ensembler, bl.a. DR SymfoniOrkestret som uropfører værker af tre af de unge komponisttalenter.

Samarbejdet med Copenhagen Phil fortsætter til gensidig glæde og inspiration og omfatter Bruckners 6. symfoni i februar og en stor fælleskoncert i april, hvor legendariske Edgard Varèses storslåede Amérique er programsat. Tirsdag d. 24. april byder på barokmusik med DKDM’s barokorkester under ledelse af Peter Spissky.

Mestre på Mandage-koncerterne rummer bl.a. kammermusik og lieder af Schubert samt lærerkoncerter af højeste karat, herunder 60-års fødselsdagskoncert med professor Gert Mortensen og 50-års fødselsdagskoncert med professor Niklas Sivelov.

Afsluttende vil jeg henvise til onsdagskoncerterne, der indgår i konservatoriets outreach-aktiviteter og fortsat er et appellerende fyraftenstilbud forskellige steder i byen. Meget andet kunne nævnes, men gå hellere selv på opdagelse.

Vel mødt!

Bertel Krarup
Rektor

Hent DKDM's koncertbrochure forår 2018