Master i elitesangpædagogik

Det Kongelige Danske Musikkonservatorium udbyder masteruddannelse i elitesangpædagogik med studiestart august 2018.

Formål med uddannelsen

Masteruddannelsen i elitesangpædagogik er en videregående deltidsuddannelse, der udbydes efter Lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse for voksne, som giver kvalifikationer til at undervise i sang på konservatorieniveau op til højeste solistiske niveau. Uddannelsens sigte er at opbygge, samle og formidle specialviden om såvel de kunstneriske som de tekniske aspekter inden for sangpædagogik på højeste niveau.

Uddannelsens varighed

Uddannelsen er normeret til 1 studieårsværk. Et studieårsværk er en fuldtidsstuderendes arbejde i et år og svarer til 60 point i European Credit Transfer System (ECTS-point). Uddannelsen tilrettelægges som deltidsundervisning inden for en tidsramme på 2-2½ år.

Hvem kan søge uddannelsen

Adgangskravene til uddannelsen er en bestået konservatorieeksamen samt omfattende kunstnerisk virke i dansk og/eller internationalt musikliv. 

Ansøgning om optagelse på uddannelsen

Ansøgning om optagelse skal indeholde fyldigt cv samt lyddokumentation (max. 30. min.). De ansøgere, som på grundlag af en vurdering af ansøgernes hidtidige uddannelse samt omfanget og vægten af deres kunstneriske karrierer anses for bedst egnede til at gennemføre uddannelsen, indkaldes til optagelsesprøve. Bevis for adgangsgivende eksamen vedlægges ansøgningen.

Optagelsesprøven

Optagelsesprøven består af følgende elementer:
1.  Undervisning af to tilstillede elever af forskellige stemmetype i to forberedte opgaver (f.eks. en operaarie med recitativ på originalsproget samt en lied på engelsk, tysk eller fransk). Opgaverne tilsendes ansøgeren en uge før prøven.
2.  En prima vista-undervisningsopgave.
3.  Samtale med censorerne. Indholdet af samtalen vil være en analyse af undervisningsforløbet.

Der medvirker akkompagnatør ved 1del 1 og 2.

Varighed 1 time 15 min.

Bedømmelse

Der foretages en helhedsvurdering af ansøgernes kvalifikationer, hvori indgår såvel den skriftlige ansøgning som forløbet af prøven. Under hensyntagen til antallet af studiepladser optages de ansøgere, som anses for bedst egnede. Prøven bedømmes med bestået/ikke-bestået.

De interne censorer har ansvaret for tilstillede elever, akkompagnatør og tilstillede opgaver.

Betaling

Den endelige pris afhænger af antallet af optagne studerende og meddeles snarest og inden studiestart.

Ansøgningsgebyr

Alle ansøgere skal betale et ansøgningsgebyr på 500 kr. Gebyret går til dækning af administrationsudgifter i forbindelse med planlægning og afholdelse af optagelsesprøverne. Gebyret betales i forbindelse med ansøgningen igennem vores online ansøgningssystem. Gebyret refunderes ikke.

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfrist mandag 4. juni 2018 kl. 12.00. Du kan søge om optagelse her.

Optagelsesprøve

Optagelsesprøven afholdes 19.-21. juni 2018.

Studieordning

Studieordningen kan hentes her