DKDM's Kammerkor indtager Berlinerfilharmonien
Tirsdag den 7. januar 2014 sang DKDM's Kammerkor Verdis Requiem i Berlinerfilharmonien med Deutsch Skandinavisches Jugendorchester, dirigeret af Andreas Peer Kähler. Koncerten var kulminationen på to ugers orkesterseminar og et prøveforløb for koret, som har strakt sig over det meste af efteråret.
Tre ud af de fire solister er uddannet eller under uddannelse på Operaakademiet: Sopranen Lise Davidsen, mezzosopranen Andrea Pellegrini og bassen Henning von Schulman. Tenorsolist Jie Yin er fra konservatoriet i Tallin.
Som optakt til Verdis Requiem uropførte DKDM's Kammerkor og Deutsch Skandinavisches Jugendorchester "Requiem för Utøya" af Andreas Peer Kähler under ledelse af den DKDM-uddannede dirigent Martin Nagashima Toft, som også har stået for indstuderingen af Verdi. Alle DKDM's 46 sangstuderende var af sted og blev i Verdis Requiem suppleret med 23 studerende fra Malmö Musikhögskolas Kammerkor. Koncerten blev overværet af 2000 tilhørere og modtaget med stående ovasioner.