Gert Mortensen 60-års fødselsdagskoncert

Slagtøjsprofessor Gert Mortensen samt 50 nuværende og tidligere studerende opfører værker af Harrison, Xenakis, Donatoni, Masson, Varèse, Chang og Xuru 26. februar kl. 19.30

Gert Mortensen (f. 1958) er uddannet fra solistklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og nu ansat som slagtøjsprofessor samme sted. I 25 år var han solopercussionist i Det Kongelige Kapel, samtidigt med at han vandt anerkendelse som en af verdens førende koncertpercussionister. Han har som solist optrådt ved koncerter og i tv/radio i det meste af Europa, USA, Japan, Australien og Kina. Han har spillet på talrige internationale festivals, heriblandt Proms i Royal Albert Hall med BBC Philharmonic, The Barbican, ISCM World Music Days, Warzaw Autumn, Edingburgh Festival, Festspillene i Bergen, Estate Musicale Venice, Beijing Percussion Festival, The Stockhausen Festival samt i Philharmonien i Berlin.

Gert Mortensens forskning og projekter er ofte en sammensmeltning af avantgarde og musiketnologi, og til sine koncerter benytter han en fascinerende samling af instrumenter fra alle egne af kloden, hvor han har studeret: Mexico, Cuba, Zimbabwe, Burma, Indien, Thailand, Vietnam, Indonesien, Cook Islands og Kina. Sammen med komponisten Per Nørgaard og dirigenten Sir Simon Rattle har han studeret balinesisk gamelanmusik samt hjembragt et komplet kromatisk gamelan sæt til anvendelse i vestlig kompositionsmusik herunder operaen Det Guddommelige Tivoli af Per Nørgård. Gert Mortensen er kendt som en særdeles innovativ instrumentmager, og som resultat af sin søgen efter nye klange har han skabt et nyt instrument, "glassofon", der spænder over ni oktaver og er lavet af mundblæst glas brugt i den gamle italienske vinindustri. Han har skabt adskillige store multi-arts events, f.eks. et open-air musikdrama i Italien: Farm-o-rama for kammerorkester, balletdansere, gamle traktorer og andre landbrugsmaskiner og værktøjer, dyr og fyrværkeri. Andre eksempler er danseforestillingerne Pulse of the Elements med afrikanske dansere og europæiske slagtøjsmusikere samt balletten Stone Cirkel, en idé der udspringer fra de magiske stencirkler i Afrika og med musik udført på sten sammen med elektronik, komponeret af Ejnar Kanding. I 2010 og 2013 var Gert Mortensen kunstnerisk leder af det gigantiske verdensmusikshow GloboBEATS i Konservatoriets Koncertsal i København med over 100 musikere og farverige dansere fra hele verden.

Gert Mortensen har siden 2004 intensiveret sin koncertvirksomhed i Kina, hvor han har optrådt i talrige storbyer fra Shenyang i nord til Guanzhou i syd, herunder berømte venues som det mægtige National Center for Performance Arts, Beijing samt Shanghai Grand Theatre. Han har været solist med Beijing Symphony samt repræsenteret Danmark under verdensudstillingen EXPO 2010 i Shanghai. Han har givet forelæsninger og masterclasses og tillige haft programmer på det nationale kinesiske CCTV og som direkte følge heraf været en af grundlæggerne af verdens første Music Confucius Institute på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium oprettet under det kinesiske præsident besøg i København 2012.

Gert Mortensen afholder jævnligt masterclasses over hele verden og har været instruktør i European Union Youth Orchestra under ledelse af Claudio Abbado.

Blandt de priser, som Gert Mortensen har modtaget, er Carl Nielsen Prisen, Jacob Gades Legat, Gladsaxe Musikpris samt Musikanmelderringens Kunstnerpris. En række af Skandinaviens førende komponister har komponeret værker til Gert Mortensen - heriblandt Per Nørgaard, Sven-David Sandstrøm, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Poul Ruders og Askell Masson. Gert Mortensen har indspillet for BIS, DG, OUR og Dacapo Records.

Læs mere om Gert Mortensens 60-års fødselsdagskoncert