Rune Glerup vinder Nordisk Råds Musikpris 2024

Komponist og DKDM-underviser Rune Glerup modtager prisen for værket "Om Lys og Lethed"

DKDM's underviser i komposition Rune Glerup (f. 1981) modtager Nordisk Råds Musikpris 2024 for sin violinkoncert "Om Lys og Lethed" fra 2022.

Nordisk Råds Musikpris skriver bl.a. i sin motivation: "Koncerten blev bestilt af DR Symfoniorkestret og er skrevet til og i tæt dialog med violinisten Isabelle Faust. Værket står som et højdepunkt i Glerups lange og bemærkelsesværdige karriere. Glerups kompositioner har altid været kompromisløse, stramt strukturerede og klare. I "Om Lys og Lethed" fremtryller han en umiskendelig sårbarhed, som indgår i en smuk balance med hans mere objektive, skulpturelle og krystalklare lydlandskaber."

Nordisk Råds Musikpris uddeles hvert andet år til et værk af en nulevende komponist, og hvert andet år går prisen til et større eller mindre ensemble.

Rune Glerups strygekvartet "Perhaps Thus The End" kan opleves med Diotima Quartet på DKDM torsdag 28. november kl. 19.30.

Læs mere om Nordisk Råds Musikpris 2024

Læs mere om Rune Glerup