Jakob Weber
Jakob Weber, født 1977, begyndte at spille slagtøj som 7-årig. Modtog fra 1990, og de næste 7 år privatundervisning af Uffe Savery. I 1997 blev han optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium ved professor Bent Lylloff. I 2001 studerede han på Conservatoire National Supérieur de Musique de Paris ved prof. Michel Cerutti og Eric Sammut. Jakob aflagde eksamen fra DKDM i 2002, og blev umiddelbart herefter optaget i solistklassen hos professor Gert Mortensen, hvorfra han debuterede 30. marts 2005 med en solokoncert i Diamanten. Fremragende anmeldelser.
I 1995 var Jakob med til at stifte duoen Sax’n’Drums og siden da har han haft en professionel karriere med stor aktivitet og bredde. Som kammermusiker har Jakob således spillet med blandt andre: Athelas, Figura, Contemporanea, Ars Nova, Cumulus, Royal Danish Brass, Nyt Dansk Danseteater, og Dansk Saxofon Kvartet.
I 1999 blev Jakob kontraktansat i Det Kongelige Kapel og han har siden spillet med: Samtlige professionelle orkestre i Danmark, Helsingborg Symfoniorkester, Jerusalem Symphony Orchestra og Gustav Mahler Jugend Orchester. Efter Debutkoncerten fik Jakob Weber tilbudt stillingen som solopaukist i Guangzhou Symphony Orchestra, i det sydlige Kina. Orkestret turnérede meget, og perioden bød bl.a. på turnéer rundt i Kina, Japan, USA og New Zealand. –Under ledelse af blandt andre Vladimir Ashkenazy og med solister som Lang Lang. Orkestret spillede blandt andet i Carnegie Hall i NY, Symphony Hall i Boston samt på Honolulu, Hawaii. I 2009 vandt Jakob stillingen som 1. Solo Janitshar i Odense Symfoniorkester. I 2015 vandt Jakob stillingen som Solo Janitshar i DR Symfoniorkestret.
Har været solist med flere orkestre. Flere gange med Odense Symfoniorkester, bla i Nørgaards ”For a Change”, der fik flotte anmeldelser og med DR Symfoniorkestret i et nyskrevet værk af Line Tjørnhøj.
Jakob har uropført værker af blandt andre: Per Nørgaard, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Georgy Kurtag, Poul Ruders, Lars Klit, Karsten Fundal, Fuzzy, Wayne Siegel, Ejnar Kanding, Anders Brødsgaard, Svend-David Sandstrøm, Hans Abrahamsen, Bent Sørensen og Thomas Adés. Per Nørgaard og Pelle Gudmundsen-Holmgreen har skrevet værker specielt til Jakob.
Jakob har arbejdet med flere store dirigenter blandt andre Claudio Abbado (turné i Østeuropa/Rusland), Pierre Boulez (turné i Japan), Giuseppe Sinopoli (Turandot), Ingo Metzmacher (turné i Europa), Yuri Termikanov samt mange andre. Jakob har givet koncerter i det meste af Europa samt Rusland, Israel, USA, Canada, Cuba, Indonesien, Japan, Kina, Sydafrika, Zimbabwe og New Zealand.
Jakob har modtaget konservatoriets 1. pris (Carl Nielsens Rejselegat) ved legatkonkurrence. Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond, Augustinus Fonden, Beckett Fonden, Den Ingwersenske Fond, Månssons Legat, R. Christenssons Fond, Martha Hansens Mindelegat. Jakob Weber modtog Betty og Valdemar van Hauens store legat i maj 2006, og var solist i Milhauds slagtøjskoncert ved denne begivenhed.
Efter debuten med Det Kongelige Teater i Boheme i 1999 har Jakob spillet mere end 100 forskellige forestillinger på nationalscenen, samt en masse andre shows, musicals og revyer på mange forskellige teatre rundt i landet.
I øjeblikket spiller Jakob med Operettekompagniet.
Medvirker i diverse tv og radioprogrammer som musikformidler, og er blandt andet kendt fra ”Den Klassiske Musikquiz” på DR2.
Begyndte at undervise som timelærer på DKDM i 2015. Havde en kort årrække ansvaret for uddannelsen, men er nu tilbage som timelærer.