Johan Bridger
BAGGRUND
Johan Bridger er uddannet ved Musikhögskolan i Malmö og tog sin mastergrad i Michael Burritts slagtøjsklasse på Northwestern University i Chicago i 2001. I 2004 debuterede han med Malmö Symfoniorkester, og i 2005 afsluttede han diplom-/solistklassen under Lennart Gruvstedt på Musikhögskolan i Malmö. I perioden 1997-2005 studerede Johan privat hos marimbasolisten Leigh Howard Stevens.
UNDERVISNING
Siden 2001 har Johan undervist på Sundsgårdens Folkehøjskole og siden 2005 som timelærer ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Siden begyndelsen af 2010’erne har Johan også undervist på Syddansk Musikkonservatorium i Odense og på Musikhögskolan i Malmö, hvor han siden 2023 har været hovedlærer i slagtøj.
Fra 2020 til 2024 var Johan tilknyttet Estonian Academy of Music and Theatre som vejleder på ph.d.-programmet.
Derudover holder Johan regelmæssigt masterclasses i hele Norden, Europa samt i Asien og Amerika.
KUNSTNERISK PRAKSIS
"For et intenst personligt udtryk, strålende teknisk beherskelse og en overbevisende scenisk tilstedeværelse." Sådan lød begrundelsen, da Johan vandt Svenska Solistpriset i 2004. Samme år vandt han også førsteprisen i Belgium International Marimba Duo Competition med slagtøjsduoen MalleusIncus og debuterede både i den prestigefyldte Wigmore Hall i London og på PASIC i USA.
Siden da har Johan været aktiv som slagtøjssolist, kammermusiker og orkestermusiker.
Johans repertoire er alsidigt og strækker sig fra J.S. Bach til ny og samtidsmusik. Han har uropført flere værker af førende komponister som Tobias Broström, Alejandro Viñao, Pius Cheung, Marcin Blazewitz, Daniel Börtz og Michael Burritt. Han optræder regelmæssigt i både Sveriges og Danmarks Radio P2.
Som kammermusiker spiller Johan ofte med Nordic Percussion Group, TrioZOOM, O/Modernt samt i duoformationer med Bjarke Mogensen og Justina Auskelyte.
Allerede som 20-årig begyndte Johan at vikariere som orkestermusiker i Helsingborgs Symfoniorkester og har siden spillet regelmæssigt med omkring 15 svenske og danske orkestre. Johan har været kontraktansat som slagtøjsspiller både i Det Kongelige Kapel og i Helsingborgs Symfoniorkester, hvor han så sent som sæsonen 22/23 var ansat som soloslager.
I sin stræben efter at udforske og konstant udvikle marimbaen fik Johan i efteråret 2023 æren af at købe en af verdens fineste marimbaer – *“The Artist Marimba”* – fremstillet af Doug DeMorrow. Marimbaen er et enestående håndværk med 61 rosentræplader udvalgt i perioden 2000-2012. Instrumentet er unikt og findes kun i ét eksemplar.
INTERNATIONAL AKTIVITET
Siden 2004 har Johan været en af Nordens mest efterspurgte slagtøjssolister/kammermusikere og har optrådt som solist med symfoniorkestre i hele Europa, Asien og Amerika. Han har spillet på Mariinsky Theatre, National Concert Hall – Taipei, Venedig Biennalen, og i 2012 debuterede han i USA på scener som blandt andet Chicago Symphony Hall, Music Centre at Strathmore, Washington og Carnegie Hall.
Johan bliver regelmæssigt inviteret til festivaler, primært i Europa, men også i Korea, Japan, Taiwan og Kina. Han deltager også som dommer og censor ved konkurrencer og eksaminer verden over.
PUBLIKATIONER OG INDSPILNINGER
Johan Bridger - Percussion – Solo CD, 2005
Arena - Solo & Percussion Ensemble Music by Tobias Broström - Malmö Percussion Edition, 2008
Samsara by Tobias Broström, Double concerto - Violin & Marimba, 2012
Solisten! - Klassisk Musik för 2000-talets barn. Musik i Syd, 2014
Theatron by Tobias Broström, Double Percussion Concerto – MalleusIncus, 2019, 1. sats
Theatron by Tobias Broström, Double Percussion Concerto – MalleusIncus, 2019, 2.-3. sats