Copenhagen International Organ Festival 2025 - Afslutningskoncert
Program følger
Copenhagen International Organ Festival 2025
Den 1.-4. maj 2025 afholdes den stort anlagte Copenhagen International Organ Festival for femte gang. Festivalen organiseres af Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i samarbejde med en række københavnske kirker. Publikum inviteres til en bred vifte af koncerter på højt niveau, masterclasses for landets konservatoriestuderende, involverende koncertaktiviteter for børn og unge.
Festivalens omdrejningspunkt bliver Konservatoriets Koncertsals fremragende Marcussen orgel fra 1946. Men også orglerne i DKDM’s Orgelsalen bliver en del af festivalen med masterclasses og improvisationskoncert med studerende.
To internationale solister gæster festivalen: Professor Inger-Lise Ulsrud fra Oslo og professor David Franke fra Freiburg. Begge solister har gjort sig bemærket udi kunsten at improvisere på orglet.
I det hele taget udgør improvisation en væsentlig del af festivalprogrammet, ligesom der også vil blive fokuseret på mere eller mindre ukendte komponister.
DKDM’s egne kræfter præsenteres naturligvis også i festivalen. De studerende deltager aktivt i masterclasses og koncerter, og konservatoriets orgelundervisere er på scenen i flere af koncerterne, bl.a. lørdag aften, hvor alle syv orgelundervisere spiller op sammen med DKDM Barokorkester.