Anna Egholm vandt international konkurrence i Avignon
Den 21-årige violinist Anna Agafia Egholm vandt fredag 17. november den internationale violinkonkurrence Concours International de Violon d'Avignon "Ginette Neveu". Konkurrencen blev indstiftet i år 2000, og det er første gang, at en dansker er blandt pristagerne. Ud over førsteprisen vandt Anna Egholm også publikumsprisen. De øvrige deltagere kom fra Japan, Korea, Brasilien, Tyskland, Schweiz og Frankrig.
Anna Egholm er mangeårig elev af Alexandre Zapolski og blev optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2014. Lige nu studerer hun på en solistkandidatuddannelse i Schweiz.
Anna Egholm spiller på en Gagliano fra 1763, venligt udlånt af Augustinus Fonden.