Debut Adam Stadnicki
Adam Stadnicki blev født i 1986 i Berlin i en familie fyldt med musik. Faderen var kontrabassist i DRSO og moderen cellist i DRUO. Allerede som 14-årig optrådte Adam som solist foran Dronning Margrethe II med Bachs første cellosuite til Skt. Petri-skolens 425-års jubilæum.
I 2005 blev Adam Stadnicki optaget hos professor Morten Zeuthen og Toke Møldrup på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. I løbet af sin studietid deltog Adam Stadnicki i mange masterclasses i Europa med store cellolegender som bl.a. Torleif Tedeen, Natalia Gutman, Hans Jørgen Jensen, Valter Depalj, Pieter Wispelwey og Phillip Muller. I 2007 blev han udnævnt til lovende talent ved Øresunds-konkurrencen og videreførte i 2009 sine studier på Conservatoire Nationale Superieur de Paris hos professor Roland Pidoux og assistent Xavier Phillips.
I 2010 afsluttede Adam Stadnicki sin kandidatuddannelse med højeste karakter og vandt derudover konservatoriets cellokonkurrence. Samme år blev Adam Stadnicki optaget i solistklassen på DKDM og inviteret til Milano som cellist i La Scala-operaens orkester-akademi og medvirkede i 10 produktioner af Rossinis opera "l’occasione fa il ladro". I 2011 blev Adam Stadnicki optaget på Manhattan School of Music i New York og påbegyndte sin postgraduate professional degree hos Professor David Geber. Kort efter kom første tilbud om at være solist i Dvoraks cellokoncert sammen med Amatørsymfonikerne på Elværket i Holbæk og i Lindevang Kirke i København. Det blev resulterede i endnu et engagement som solist i Hartmanns cellokoncert arts 2013 med samme orkester.
Sideløbende med sin solo- og orkesterkarriere er Adam Stadnicki en aktiv kammermusiker. I 2012 blev han sammen med sin kvartet Copenhagen Piano Quartet optaget i solistklassen hos professor Tim Frederiksen og Jens Elvekjær. Kvartetten vandt tredjepris i den præstigefyldte Johannes Brahms International Chamber Music Competition i Pörtschach, Østrig. I 2013 fulgte en andenpris i Val Tidone International Chamber Music Competition (førsteprisen blev ikke uddelt det år), Léonie Sonnings stipendium og Jacob Gades Legats store pris. Copenhagen Piano Quartet har desuden indgået samarbejde med pladeselskabet Dacapo om at udgive en debut-cd i 2014. I oktober 2013 blev Adam Stadnicki ansat i Athelas Sinfonietta Copenhagen og kunne i samme måned opleves som solist med DR UnderholdningsOrkestret i Haydns Cellokoncert nr. 1 under ledelse af Adam Fischer.
Læs mere om Adam Stadnickis debutkoncert.