Den Danske Strygekvartet modtager Sonnings Musikpris 2025
Den Danske Strygekvartet modtager Léonie Sonnings Musikpris 2025. Det er første gang, at et ensemble modtager den store pris, som har været uddelt siden 1959.
Formand for Sonnings Musikpris, Esben Tange, siger om motivationen: "Den Danske Strygekvartet er foruden at være fire fremragende instrumentalister et enestående musikalsk kollektiv med international gennemslagskraft. Med en spillestil præget af stor autoritet og følsomhed hvor klassisk kammermusik, helt ny kompositionsmusik og nordisk folkemusik indgår på lige fod, har de skabt et originalt musikalsk ståsted, der er til inspiration for andre musikere og frisætter musikalsk energi hævet over genrer."
Prisen overrækkes ved en festlig priskoncert i Konservatoriets Koncertsal torsdag 5. juni 2025, hvor også DR Symfoniorkestret og sangere fra Pigekoret medvirker. Billetsalg via DR.
Den Danske Strygekvartet har siden 2015 været Ensemble-in-Residence på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvorfra tre af kvartettens medlemmer er uddannet, og tre af dem nu underviser.
I forbindelse med priskoncerten afholdes en minifestival, hvor strygekvartetten har sammensat programmer på tværs af genrer og koncertformater og derudover vil afholde masterclasses for studerende.
Léonie Sonnings Musikpris er den vigtigste danske musikpris. Prisen har været uddelt siden 1959, hvor komponisten Igor Stravinskij var den første modtager. Med prisen følger en million kroner.
Læs mere om Leonie Sonnings Musikpris
Læs mere om Den Danske Strygekvartet
Foto: Caroline Bittencourt