DKDM's Årsfestkoncert 2016
Kære minister, Deres excellenser, kære gæster, studerende og ansatte.
Hjertelig velkommen til Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums årsfestkoncert 2016.
Vi har lige hørt værket "Triptykon" fra 1985, som blev programsat til denne årsfestkoncert for at hædre og mindes en af de største personligheder i nyere dansk musik, komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen, der døde d. 27. juni i en alder af 83. Når valget faldt på "Triptykon" og ikke et andet markant værk som fx "Symfoni, Antifoni" (der indbragte ham Nordisk Råds Musikpris i 1980), skyldes det bl.a. et helt usædvanligt og meget tæt samarbejde mellem komponist og en ung Gert Mortensen, nu professor i slagtøj her ved DKDM, under værkets tilblivelse. Et samarbejde der på ny var blevet aktuelt i forbindelse med planlægningen af en ren slagtøjsversion af det skelsættende værk. Året efter uropførelsen skrev Gudmundsen-Holmgreen en artikel i DMT, hvor han levende beskrev "Triptykon" og dens tilblivelse, hvorfra jeg citerer:
"Gert er en skøn musiker (…) Det er (…) opmuntrende for en komponist at møde en så engageret og fordomsfri udøver. Gert var faktisk med på den værste (…) han var helt vågen overfor (…) uprøvede muligheder (…) Utrættelig og uortodoks med hensyn til valget af instrumenter. Jeg begyndte at blive helt nervøs, når telefonen ringede kl. 8.30 om morgenen, og jeg gjorde det til en vane, når jeg tog telefonen på dette tidspunkt, at sige "Go’dav Gert" (…) inden nogen lyd havde meldt sig fra den anden side (…) At arbejde sammen med Gert er at være vidne til en uhyre flid og interesse for enhver detalje (…) Og efter de mange valg, den lange indstudering (…) følger så (…) en lige så imponerende slippen af med al det slam som slid og slæv, teknik og overvejelser afsætter. En frigørelse og en slippen løs af de sidste kræfter."
Jeg har valgt at citere så tilpas udførligt, da beskrivelsen har fat i noget centralt om samspillet mellem den skabende og den performative kunst. Artiklen indledes i øvrigt med nogle tankevækkende refleksioner over den såkaldte postmodernisme, herunder ikke mindst komponisters forhold til fortiden:
"Kan man uden videre antage fortidens udtryk? Man kan betragte fortiden på forskellig måde, men man betragter den jo netop, vurderer den, ser den gennem bestandigt nye briller; den mellemliggende tid har sat sit præg på os (…) Hvad jeg er ude på at kritisere er et ubekymret forbrug af tidligere tiders udtryk (…) Det er især de sidste 300 års musik der er til fals, så udbredt, så accepteret (…) Så selvfølgelig (…) Hvordan forholder man sig til selvfølgeligheder? Det er et underligt spørgsmål og meget tvetydigt, og jeg har stillet mig det i mange år (…) for det viser sig at selvfølgeligheder, enkle banaliteter kan virke befriende. Hvoraf kommer det at de samme toner, de samme ord kan virke så helt forskelligt, dugfriske eller nedtrådte? Man må tro at afleveringsøjeblikket, situationen betyder noget helt afgørende. Måden brokkerne skyder sig frem på."
Gudmundsen-Holmgreen var en ener i musiklivet, en dybt original og intelligent Rasmus Modsat, der i sin kunst og personlighed rummede træk, som er blevet karakteriseret som: kantet, humoristisk, stædig, tvær, begavet, pessimistisk, ærlig, nærværende - og afvæbnende charmerende. En skikkelse som stort set undgik at blive en del af det musik-institutionelle establishment, men samtidig var synligt tilstedeværende i musiklivet, som i stadig stigende grad tog ham til sig og efterhånden var på fornavn med ham. - Pelle, slet og ret. Han blev i sin tid uddannet her på DKDM, og helt frem til dette forår var det herligt at se og møde ham til forskellige koncerter og arrangementer, ikke mindst konservatoriets årlige ny musik-festival PULSAR, hvor han med utrættelig nysgerrighed fulgte med i, hvad der rørte sig blandt vore unge komponister.
Han havde vigtige rødder i billedkunstens verden, herunder ikke mindst den skulpturelle kunst, hvorfra han fik stærke impulser gennem faren, billedhuggeren Jørgen Gudmundsen-Holmgreen. Det rumlige kom ofte til udtryk i mobilelignende former, ligesom interessen for stoflighed var/er mærkbar i de fleste værker, som med deres glatte, ru, kantede, bløde, rå og raffinerede overflader ridser rummet klart op. En række tidligere værkers ofte uortodokse sammensathed var uden tvivl medvirkende til, at han først efterhånden gjorde sig bemærket internationalt. Hans landsbytossementalitet (udtrykket er hans eget) var simpelthen for fremmedartet i forhold til store dele af den etablerede europæiske modernisme. Men så kom det epokegørende samarbejde med Kronoskvartetten, og gennem det blev vejen banet for en stigende international interesse for hans musik – heldigvis uden tab af den karakteristiske skæve Gudmundsen-Holmgreen attitude, der tidligt manifesterede sig i stykker som f.eks. "Plateaux pour deux" for cello og båthorn (1970) og kor- og ensembleværket "Je ne me tairai jamais". Jamais – Jeg vil aldrig tie. Aldrig (fra 1966).
På DKDM vil vi gøre vores til, at hans musik aldrig tier, og lige nu gælder det (foruden "Triptykon") indspilningen af en række af hans tidlige strygekvartetter med strygekvartetten Nordic, der som ensemble studerer i konservatoriets solistklasse.
DKDM 149 år
I år er det 149 år siden, konservatoriet startede sin undervisningsvirksomhed, og som I sikkert kan forestille jer, tæller vi ned til 2017, hvor vi henover hele året vil markere og fejre konservatoriets 150-års jubilæum med et antal særlige jubilæums-projekter, -arrangementer, -koncerter osv. Vi glæder os rigtig meget til at realisere nogle af disse i samarbejde med relevante aktører og partnere både indenlandske og udenlandske, og ikke mindst glæder vi os til at præsentere koncerterne for vores store koncertpublikum. Det er naturligvis et år for tidligt at gøre status over konservatoriets centrale rolle i dansk musikliv og herunder pege på kommende indsatsområder og prioriteringer. Men jeg kan ikke lade være med at fremhæve sammenhængen mellem det vi uddanner til og vore dimittenders virke – i korthed begrebsparret relevans og beskæftigelse. I september modtog vi de seneste beskæftigelsestal fra Danmarks Statistik, som viser, at bruttoledigheden for konservatoriets dimittender (udregnet som gennemsnitstallet over den forudgående 10-års periode) er nede på 5 %. Tilmed ligger tallene for organister, solistuddannede og orkesterinstrumentalister under, hvilket bl.a. afspejler, at en række af vore bedste orkesterinstrumentalister vitterlig opnår attraktive stillinger i professionelle orkestre i Danmark og udlandet. Det er vi rigtig glade for.
Til gengæld observerer vi med bekymring, at det man kunne kalde det musikalske økosystem i Danmark er i nød. Alt for få børn og unge møder den levende musik (for slet ikke at tale om møder med den klassiske musik). Ganske vist er musikskolerne i sig selv en succes. Men faktum er, at det højst er 10 % af en børneårgang, der kommer i musikskole, hvilket formentlig hænger sammen med manglende stimuli i nærmiljøet, familie, skole osv. samt det forhold, at det er ganske bekosteligt at have børn i musikskole. Det store spørgsmål er derfor: Hvad med de 90 %, som ikke kommer i musikskole? Hvordan man end vender og drejer det, peger pilen mod grundskolen. Det er hørt før, men bliver ikke mindre rigtigt af den grund: Der er alt for få timer i faget musik og værst af alt, alt for få lærere der uddannelsesmæssigt er ordentligt klædt på til at magte opgaven.
Ganske vist maner folkeskoleloven til forpligtende samarbejde mellem musikskole og folkeskole, men sammenholdt med folkeskolerne er musikskolerne i antal og volumen blot dråber i havet. Men uagtet dette skal musikskolerne selvfølgelig kunne levere lærere, der for deres del kan håndtere både storholds- og klasserumsundervisning, og her har konservatorierne naturligvis en forpligtelse til at sørge for, at vore dimittender inden for musikpædagogik er rustet til dette samarbejde. Men hvis det hele rigtig skal batte, kommer man ikke uden om, at der skal ses på uddannelsen af musiklærere til grundskolen og især deres kompetencer som undervisere i og formidlere af musik – levende musik. Dette bør være en central national opgave, og vil kræve et dyberegående uddannelsessamarbejde mellem konservatorier og professionshøjskoler end det nuværende, således at kommende lærere i faget kommer til at besidde ordentlige ’hands-on’ færdigheder i musik foruden grundig indsigt i teoretisk didaktik, klasserumsledelse osv. En sådan uddannelsesmodel har været kendt i Sverige og Tyskland og burde være til at gå til.
Kulturministeren nedsatte i efteråret 2015 en musikskoletænketank, der utvivlsomt har fat i mange af disse spørgsmål, og det bliver spændende at se, hvad man der når frem til at anbefale.
Nu må det være tid til en pause, og efter den kommer DKDMs symfoniorkester atter på scenen, nu for at spille Dvoráks store 9. symfoni "Fra den nye verden". Der er kun godt 90 år imellem "Triptykon" og Dvoraks symfoni, men som I vil høre, er det stilistiske spænd til at tage og føle på - og et godt eksempel på den klassiske musiks udtryksmæssige mangfoldighed og rigdom. En stor og varm tak til Gert Mortensen, til vore mange medvirkende studerende og til Michael Schønwandt. Og til alle jer i salen vil jeg ønske en fortsat god årsfestkoncert.
Foto: Britt Lindemann
