DKDM's koncertbrochure for efteråret 2023

Velkommen til konservatoriets mange koncerter i efteråret

Hent koncertbrochuren for efteråret 2023

Kære publikum,

Snarere end at uddanne til én bestemt type arbejdsliv uddanner Det Kongelige Danske Musikkonservatorium studerende til en bæredygtig musikertilværelse, hvor de både imødekommer nutidens behov og skaber fremtidens musik- og kulturliv. Undervisningen på DKDM har som mål, at den studerende udover at opbygge musikalsk ekspertise og en stærk kunstnerisk identitet får kompetencer, som gør dem fleksible, robuste og innovative, når det gælder deres fremtidige arbejdsliv. En væsentlig del af uddannelsen er muligheden for at afprøve dette musikerskab på en scene foran et publikum, og det er med stor stolthed, at DKDM kan præsentere den klassiske musik i hele sin mangfoldighed og med så stor en spændvidde.

Efterårssæsonen indledes med en eksperimentel elektroakustisk koncert som en del af et forskningsprojekt, og ugen efter byder vi på Beethovens klaverkoncert nr. 1 med soliststuderende Gustav Piekut og DKDM’s symfoniorkester under ledelse af dirigentstuderende. Vores debutanter fra solistklassen inviterer gæster fra nær og fjern på scenen og udforsker nye koncertsteder og måder at skabe musik på.

Ved efterårets samarbejdskoncert med Copenhagen Phil optræder vores studerende side om side med de professionelle musikere, og udover Mahlers 1. symfoni opføres musik af Bára Gisladóttir, som debuterede fra DKDM i 2020. Et andet mangeårigt samarbejde er med festivalen Golden Days, som i år har temaet ”På landet”. Her vil vores sang- og instrumentalstuderende opføre værker om hyrderomantik, længsel efter landet og eksistens med landet som scene.

Senere på året lægger vi hus til Lied Duo Competition med internationale sangere og pianister, og ved årsfestkoncerten bliver det Det Kgl. Kapels kommende chefdirigent Marie Jacquot, som dirigerer DKDM’s symfoniorkester og kammerkor i værker af Brahms og Vaughan Williams samt en uropførelse af komponiststuderende Athanasia Kotronia.

Torsdagstoner, som er kurateret af de studerende, tager os denne gang en tur over Atlanten med værker af Barber, Copland og Piazzolla. Guitaristerne har også fokus på det latinamerikanske med komponister som Ginastera og Assad, mens sangerne og pianisterne bevæger sig over i det dansante med koncerten Vild med dans!

Træblæserne hylder den franske komponist Francis Poulenc og byder også på en serenadeaften med skønne toner af Mozart, Hartmann og Dvorak. Organisterne fejrer komponisten Max Regers 150 år, mens pianisterne fejrer György Ligetis 100 år ved årets Pianomania, hvor Ligetis værker sættes i relief af Bach, Bartók og Brahms.

Vi runder 2023 af med den traditionsrige julekoncert for hele familien med DKDM’s børnekor og messingensemble.

Velkommen til konservatoriets koncerter!

Uffe Savery
Rektor