Gemini Duo har netop vundet First Great Award ved Vienna International Music Competition
Accordeonduoen Gemini Duo, som består af tvillingerne Wanchen Zhao og Wanxu Zhao, er masterstuderende på DKDM under professor Geir Draugsvoll og har netop vundet 1. prisen ved Vienna International Music Competition.
Som følge af denne 1. pris er de derfor inviteret til at optræde på det legendariske Musikverein i Wien i april 2024. Ydermere har Gemini Duo i løbet af det sidste år været 1. pris-vindere ved Manhattan Music Competition og Rising Stars Grand Prix i Berlin, og de har med dette fået mulighed for at spille koncerter i alle tre ‘store’ koncertsteder Carnegie Hall i New York, Berliner Filharmonien i Berlin og Musikverein i Wien.
Alle tre konkurrencer var i kategorien for kammermusik uden aldersgrænse og uden instrumentale begrænsninger. Det er sjældent, at accordeonister finder vej gennem et sådant nåleøje, og Gemini Duo har derfor præsenteret nye perspektiver på klassisk kammermusik for både jury og publikum.
Ifølge juryen lægger Gemini Duo en helt ny dimension til kammermusikgenren, og der er har lagt vægt på, at de formidler store orkestertranskriptioner såvel som kompleks ny musik – uden noder og med en kommunikation mellem sig, som nærmest kun er muligt for tvillinger.
Gemini Duo har også andre genrer på repertoiret, og vil kunne høres i DKDM’s regi ved Tivolis koncertserie ‘Con Amore’ den 8. juni, hvor de sammen med medstuderende strygere vil fremføre Astor Piazzolla’s dobbelkoncert ‘Hommage a Liege’ i et arrangement for to accordeoner og strygere.