Kære publikum
Som vanligt er grundstammen i koncerterne vore studerende, som herigennem kan følges i deres udvikling fra ufærdige talenter til professionelle kunstnere. I betragtning af den høje standard der i dag præger de studerende allerede fra deres optagelse på konservatoriet, er der virkelig noget at opleve og følge med i. Det er ingen overdrivelse, at niveauet aldrig har været bedre. Men også mange lærere og gæstelærere kan høres og bidrager dermed til at gøre koncertudbuddet til noget ganske særligt.
Her i dette efterår kan det være på sin plads at nævne vores nye messingprofessor Jesper Juul Windahl samt konservatoriets senest udnævnte adjungerede professorer, de internationale stornavne Michala Petri og pianisten Boris Berman. Sidstnævnte indgår i en koncertrække med klaverværker af Sjostakovitj og Prokofiev. Og der er mere Sjostakovitj på plakaten, når DKDM i samarbejde med Copenhagen Phil d. 22. og 23. november opfører hans store og bevægende Leningrad-symfoni dirigeret af Dmitri Kitajenko.
I september afholder konservatoriet et fællesprojekt med Rytmisk Musikkonservatorium, hvor studerende fra begge konservatorier, herunder et kammerorkester fra DKDM, opfører helt ny musik skabt af sangskriverstuderende fra RMC og komponiststuderende fra DKDM.
Den 5.-10. oktober er orglet helt i centrum, når konservatoriet for anden gang afholder Copenhagen International Organ Festival i samarbejde med de store kirker i København og omegn. Festivalen er et sandt overflødighedshorn af koncerter, seminarer, foredrag og masterclasses - denne gang med fokus på Anton Heiller, Paul Hindemith og György Ligeti.
Meget andet kunne fremhæves. Men gå hellere selv på opdagelse i den fyldige koncertkalender, der bl.a. rummer fire debutkoncerter, ni Mestre på Mandage-koncerter (heraf to helliget hhv Benjamin Britten og Witold Lutoslawski i anledning af 100-året for deres fødsel) samt en hel stribe af de populære Onsdagskoncerter i samarbejde med Wonderful Copenhagen.
Vel mødt! Der er fri adgang til det meste.
Bertel Krarup
Rektor
Hent DKDM's koncertfolder efterår 2013 (pdf)