Kirsten Juul Seidenfaden repræsenterer AM-uddannelsen ved Skolernes Sangdag 2024
Kirsten Juul Seidenfaden er blandt andet uddannet pianist og musik- og bevægelseslærer fra Rytmisk Musikkonservatorium i København. Tidligt i sin musikalske karriere stod det klart for hende, at hun skulle noget med musikformidling til børn, hvilket afspejler sig i hendes omfangsrige CV, hvor arbejdet med musik til og for børn spiller en fremtrædende rolle.
Siden 2013 har Kirsten undervist på DKDM, og i 2019 blev hun studieadjunkt. Som rytmisk uddannet musiker har det, med hendes egne ord, åbnet hende som musikpædagog at komme ind i det klassiske musikmiljø, og det var meget inspirerende for hende at blive indlemmet i det musikalske arbejde på DKDM. ”Mit ønske med at arbejde på DKDM er, at jeg kan være med til at samle det klassiske og det rytmiske syn på musik til én samlet brille,” siger Kirsten.
Som faggruppeleder på AM-uddannelsen arbejder Kirsten Juul Seidenfaden med udvikling af det musikpædagogiske felt, og det er vigtigt for hende, at det bliver set på med lige så stor respekt som de øvrige uddannelser:
”Det betyder meget for mig at få ændret den status, musikpædagogik ofte har i samfundet. Jeg mener, musikpædagogikken på DKDM er noget, vi skal være meget stolte over, og at det i øvrigt er et lige så professionelt erhverv som at blive uddannet professionel musiker,” udtaler Kirsten.
Skolernes Sangdag 2024
Til Skolernes Sangdag medvirker 200 børn på scenen, mens 1500 synger med i salen – og mange tusind synger med foran skærmen, når fællesskabet og sangglæden er i fokus.
Skolernes Sangdag handler om, at det er sjovt at synge sammen, og at alle skal være med i musikken – og det taler direkte ind i AM-arbejdet. Rollen som musikalsk nøgleperson er derfor som skabt til Kirstens vision og arbejde for AM-området. DR mente, at Kirsten ville være rigtig god til at få børnene til at synge og til at skabe en fest, og derfor faldt valget på hende. Samtidig er Kirsten komponisten bag en af årets sange ’Regnvejrsdag’, som er med til at øge andelen af kvindelige komponister blandt de udvalgte sange.
Kirsten Juul Seidenfaden som musikalsk nøgleperson
Rollen som musikalsk nøgleperson til Skolernes Sangdag bliver ifølge Kirsten at sluse børnene ind i en ægte følelse af at lave musik sammen – at de bliver opslugt af musikken, og at det bliver en fed oplevelse for samtlige medvirkende. Det er en opgave, der kræver af Kirsten, at hun forener det musikpædagogiske arbejde med leg og en ambition om, at det rent faktisk skal lyde godt:
”De vigtigste greb for mig i dette er, at jeg har respekt for børnene og møder dem i øjenhøjde, at jeg er ærlig og ikke gør mig selv til noget, jeg ikke er, og til sidst at jeg skruer et par takker ned for mig selv, så der er plads til børnenes energi. Det er den energi, jeg skal gribe, så vi sammen kan løfte taget – eller i hvert fald få det til at dirre lidt,” udtaler Kirsten.
Du kan opleve Skolernes Sangdag 2024 i dit fjernsyn den 22. marts klokken 10.30, når der bliver sendt live fra DR’s Koncertsal.
Læs mere om Skolernes Sangdag 2024 og Kirsten Juul Seidenfadens rolle i DR’s pressetekst.
Læs mere om Kirsten Juul Seidenfadens baggrund og faglige praksis.