Komponisten Hans Abrahamsen er næste års modtager af Léonie Sonnings Musikpris
Hans Abrahamsen bliver den 16. komponist, der modtager Léonie Sonnings Musikpris. Tidligere prismodtagere tæller bl.a. Stravinskij, Sjostakovitj, Ligeti og Adès. Der er kun fire andre danskere, der har modtaget prisen, herunder Per Nørgård og Lars Ulrik Mortensen.
Hans Abrahamsen modtager Léonie Sonnings Musikpris 2019 på 100.000 euro ved en koncert 26. april 2019 i DR Koncerthuset. Dagen inden afholder Det Kongelige Danske Musikkonservatorium en kammermusikkoncert med værker af Hans Abrahamsen opført af Nordic String Quartet, Jens Elvekjær, klaver, og Trio con Brio.
Hans Abrahamsen (f. 1952) spillede horn som ung og blev i 1969 optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Her blev interessen for komposition og musikteori for alvor vakt, og i løbet af 1970’erne skrev Hans Abrahamsen sine første betydelige værker, bl.a. 10 Præludier for strygekvartet (1973). I orkesterværket Nacht und Trompeten (1981) slog Hans Abrahamsen igennem på den internationale musikscene, men ramtes i 1990’erne af en kompositionskrise. Med klaverkoncerten fra 1998 tilegnet Anne Marie Abildskov var Hans Abrahamsen tilbage, og senere fulgte betydningsfulde værker som Schnee (2008) og Let me tell you for sopran og orkester (2013).
En lang række af verdens førende orkestre og dirigenter har spillet Hans Abrahamsens musik, heriblandt Berliner Philharmoniker, Symphonieorchester des Bayerischen Rundfunks, Cleveland Orchestra og Boston Symphony Orchestra. Hans Abrahamsen har endvidere modtaget en række priser. Blandt de vigtigste er Carl Nielsen Prisen i 1989 og i 2016 både Grawemeyer Award for Music Composition og Nordisk Råds Musikpris for værker Let me tell you.
Hans Abrahamsen har gennem en årrække været docent ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium er nu tilknyttet konservatoriet som adjungeret professor i komposition.
Læs mere på www.sonningmusik.dk
Foto: Lars Skaaning