Mindeord for Anne-Karin Høgenhaven
Forhenværende rektor for DKDM, Anne-Karin Høgenhaven, er død. Hun blev 96 år.
Den norskfødte Anne-Karin Høgenhaven tog sin klavereksamen i Oslo i 1951. Hun blev statsprøvet musikpædagog i Danmark i 1956 og efterfølgende tilknyttet Det Kongelige Danske Musikkonservatorium som lærer i musikpædagogik. Før sit docentur ved DKDM (1969-1996) arbejdede Anne-Karin Høgenhaven blandt andet som lærer i musik ved N. Zahles Seminarium (1967-1975). Efter et par år som prorektor ved DKDM blev hun valgt til rektor og virkede som rektor i årene 1979-1986.
Sin rektortid har Anne-Karin Høgenhaven omtalt som ”Otte dejlige, men travle år med møder og rejser, altid med fokus på det brede samarbejde mellem ledelse og medarbejdere og studerende. Som studerende på den tid, hvor Anne-Karin Høgenhaven var rektor, husker jeg tydeligt hendes imødekommende og inkluderende væsen.
I årene efter hendes konservatorietid har jeg jævnlig mødt Anne-Karin ved koncerter og ved konservatoriets festdage. Vores samtaler var sjældent lange, men de viste, at hun langt op i sin høje alder stadig fulgte med i stort og småt i musiklivet.
Niels Rosing-Schow
Rektor
Anne-Karin Høgenhaven bisættes fra Esajas Kirke på Østerbro lørdag den 3. februar 2024, kl. 12.00.