Mindeord for Hanne Mulvad
Det er med dyb beklagelse og stor sorg at konservatoriet har modtaget meddelelse om studielektor Hanne Mulvads død. Hanne var en højt skattet underviser og kollega, hvis musikerskab og altid nærværende personlige engagement vil blive savnet af alle i huset. Æret være hendes minde.
Uffe Savery, rektor
Mindeord
Med Hanne Mulvads bortgang har konservatoriet mistet en dybt engageret underviser og et menneske med en generøsitet, et nærvær og en positiv livsindstilling, som kun er få tildelt. Hun var ganske enkelt et helt exceptionelt menneske. Hun var en enestående kollega, altid klar til at hjælpe. Hun var en inspirerende og erfaren lærer. Hun var altid optimistisk og engageret, altid nærværende og givende, altid interesseret i at finde nye veje - og så havde hun humor og varme som få.
Hanne blev uddannet pianist og musikpædagog hos Tove Lønskov på Nordjysk Musikkonservatorium og gik derefter i solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium med debut i 1980. Efter yderligere studier i Paris underviste Hanne på Nordjysk Musikkonservatorium og siden på Musikvidenskabeligt Institut på Københavns Universitet. I 1985 blev hun ansat som timelærer på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og fra 2005 som studielektor. Hun underviste i klaverværksted for hovedfagsstuderende, specialfagsklaver for AM-studerende og anvendt klaver på tværs af alle faggrupper. Hun var således en af de undervisere, der havde berøring med allerflest studerende, og hun var højt elsket af dem alle.
Hannes virke på konservatoriet omfattede desuden akkompagnement for primært violin- og fløjteundervisning, således igennem en lang årrække hos Toke Lund Christiansen, der skriver: ”Hanne var ikke akkompagnatør i den ledsagende forstand, men satte som partner sit tydelige præg på musikken båret af en helt naturlig musikalitet, følsom klangsans og dertil koncertpianistens overlegne teknik, og dette uden at man lagde mærke til den. Hanne mestrede hele repertoiret fra de mest komplekse opgaver fra det 20. århundrede, over romantikkens mest udfordrende klaverstemmer og til det helt enkle, hvor opgaven er at støtte og hjælpe og skabe selvtillid hos en førsteårsstuderende. Når standardværket Sancans Fløjtesonatine stod på stativerne, undlod hun beskedent at fortælle, at komponisten faktisk havde været hendes klaverlærer i Paris. Det måtte jeg gøre.”
Hanne udgav adskillige klavertransskriptioner, primært til brug i undervisningen, for eksempel tre bind med folkemusikbearbejdelser og en firhændig udgave af Astor Piazzollas tangoer. Hun spillede koncerter i ind- og udland som akkompagnatør og kammermusiker, og var desuden i perioder gæstelærer på Rytmisk Musikkonservatorium og MGK i København og på Frederiksberg. Endelig var hun også en vigtig medspiller i det fagforeningspolitiske arbejde, hvor hun var med til at løfte akkompagnatørernes arbejdsvilkår på konservatoriet og i musiklivet i det hele taget.
Hanne bevarede sit lyse sind og sit engagement i andre mennesker trods sin svære og årelange sygdom. Hendes tapre tilgang til sin tilstand gjorde det lettere for os, der omgav hende. Hun kom på konservatoriet og underviste indtil få uger før sin død. Det er en tragedie og ganske ufatteligt at hun er borte, men hendes minde og aftryk er stærkt. Vi glemmer hende aldrig.
Professor Niklas Sivelöv og kollegerne i klaverfaggruppen
...
Hanne Mulvads bisættelse finder sted:
Tirsdag 29. marts 2022 kl. 16
Esajas Kirke, Malmøgade 14, 2100 Kbh. Ø