Mindeord om Marianne Rørholm

Det er med stor sorg, at konservatoriet må meddele, at studielektor i sang Marianne Rørholm er gået bort efter kort tids sygdom

Det Kongelige Danske Musikkonservatorium har med Marianne Rørholms alt for tidlige og pludselige bortgang den 8. oktober 2021 mistet en stor kunstnerisk og pædagogisk kapacitet og en varm og engageret underviser og kollega.

Marianne var et autentisk menneske, som gjorde det hun sagde, og sagde det hun gjorde. På vegne af konservatoriet vil jeg gerne udtrykke, at Marianne vil være meget savnet. Æret være hendes minde.

Uffe Savery, rektor


Marianne blev uddannet fra Operaakademiet i København i 1984 og havde igennem en lang årrække en strålende karriere som operasolist på højeste internationale niveau, hvor hun med sin smukke og rige stemme sang store roller i det lyriske mezzofag i operaer af blandt andre Mozart og Strauss. Hun havde engagementer på flere førende europæiske operahuse og arbejdede her med dirigenter som Daniel Barenboim, Giuseppe Sinopoli og René Jacobs.

I Danmark kunne man opleve Marianne Rørholm som gæstesolist på såvel Den Jyske Opera som på Det Kongelige Teater i en lang række partier fra barok til nyskrevne operaer. Mindeværdig er for eksempel hendes præstation i hovedrollen som Til Fred i uropførelsen af Poul Ruders’ opera “Tjenerindens Fortælling”, som blev uropført i 2000 på Det Kongelige Teater og krævede en udfoldelse af alle aspekter af Mariannes kunstneriske, vokale og dramatiske talent; den stærke og naturlige musikalitet og den altid egale og varme klang.

Marianne sang dertil utallige koncerter som oratorie- og koncertsolist både i Danmark og i udlandet, og hun kan høres på adskillige indspilninger med DR Symfoniorkestret.

Den samme konsekvent høje kvalitet, som Marianne stod for i sin kunstneriske bane, valgte hun fra 2006 at dedikere til undervisning. Hun tog i årene 2006-2009 en masteruddannelse i elitepædagogik på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og blev straks derefter ansat som timelærer i sang. Hun avancerede gennem årene og fungerede siden 2015 som studielektor. Marianne underviste studerende af alle stemmetyper på alle niveauer af konservatoriets sanguddannelser lige fra første år bachelor til solistklasse og Operaakademiets kandidatuddannelse og Young Artist Programme. Hun øste ud af sit omfattende repertoire i fællestimer på tværs af årgangene, og hun underviste hvert år et hold af studerende i sangpædagogik på videregående niveau. 

Marianne var en urokkelig og tålmodig støtte for sine sangstuderende og opnåede i sit pædagogiske virke fremragende resultater i kraft af sin altid tilstedeværende musikalitet og sin store forståelse for sangens anatomi og evnen til at omsætte sin indsigt til at understøtte den enkelte studerendes behov.

Marianne kunne som få juble og fryde sig, når en studerende gjorde fremskridt såvel i de store linjer som i de små daglige succesoplevelser. Og hun elskede at dele disse oplevelser med kollegerne i faggruppen.

Marianne var en loyal og stærk arbejdskraft i Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums sanguddannelser, og hun havde altid tid og lyst til at diskutere, hvordan vi kunne skabe bedst mulig grobund for udvikling af samtlige studerende; og hendes tørre og præcise humor hjalp os ofte til at finde en befriende “no nonsense” tilgang til at løse problemer.

På vegne af os alle vil jeg udtrykke en dyb taknemmelighed over Mariannes indsats. Hendes utrættelige dedikation vil leve videre igennem de mange, mange skønne sangere, hun har uddannet, og blandt os, der har arbejdet så tæt sammen med hende og har ladet os inspirere og berige af hendes begejstring og store kunnen.

Personligt har jeg mistet en nærværende og opmærksom kollega og ven, som jeg igennem mange år har haft en fortløbende samtale med omkring store og små ting i livet og i undervisningen, og til hvem jeg gennem årene knyttede et stadigt stærkere bånd. 

I dyb sorg og allerstørste respekt

På vegne af sangfaggruppen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium
Professor Helene Gjerris

Foto: Britt Lindemann