PULSAR 2015 - Instruments
Den ny musik har mange lyde. Hvert værk søger sin individuelle klangkvalitet. Vores musiktradition er blandt meget andet en tradition for søgen og fornyelse: Strygekvartettens eller sinfonietta-ensemblets traditionelle klangkroppe aflokkes nye lyde side om side med udforskningen af de uhørte instrumentale kombinationer. De unge komponister på DKDM har ørerne i begge lydspor.
PULSAR 2015 inviterer til bl.a. klanglige møder mellem europæiske og traditionelle kinesiske instrumenter, vekselvirkning mellem nutidens og renæssancens instrument og besøg i instrumenternes klanglige mikrouniverser. Foruden gen- og nybesøg i traditionens etablerede instrumentale lydrum.
Gæstekomponist Klaus Huber (CH)
Med en forsinket hilsen på 90-årsdagen i november 2014 fejres en af avantgardens veteraner, den schweiziske komponist Klaus Huber ved årets festival. Trods hans centrale rolle i europæisk musikliv har hans musik kun sjældent nået danske koncertsale. PULSAR 2015 byder på et indblik i hans værker fra de senere år.
PULSAR for og med børn
“Kan børn tåle ny musik?” var der nogen, der spurgte for 25 år siden. Det spørgsmål er for længst besvaret. For ja, naturligvis kan de det! Kom og lyt til BØRNEPULSAR 2015. Dagen er bygget op som en workshop, hvor børn både spiller, komponerer og bygger egne instrumenter. Ved den afsluttende koncert bliver fantasi og skaberglæde for alvor sluppet løs af børn i alle aldre under ledelse af komponist og musikpædagog Kirsten Juul Seidenfaden, komponist og musikpædagog Peter Bruun samt komponist Jeppe Just, som også underviser i komposition ved DKDM.
Scenatet ensemble for art & music (DK)
Scenatet, som blev grundlagt i 2008 af ensemblets kunstneriske leder, Anna Berit Asp Christensen, bevæger sig i et tværkunstnerisk felt fra koncertinstallationer, performances, musikdramatiske produktioner og happenings til felter af endnu udefinerede genrer.Ensemblet arbejder ofte tæt sammen med den unge danske komponistgeneration og musikere og komponister fra den internationale avantgarde scene.
Ensemble Alternance (F)
Ensemble Alternance blev grundlagt i 1983. Ensemblet arbejder med varierende kammerbesætninger, og dets vision er, at udvikle, integrere og bearbejde de sammenstød mellem tider såvel som mellem kulturelle og klanglige udtryk, som kommer til udfoldelse i den ny musiks brede spektrum og i den ny musiks møde med fortiden.
Ensemblets grundlægger og kunstneriske leder, fløjtenisten Jean-Luc Menet, har et tæt forhold til Klaus Hubers musik og har gennem årene uropført adskillige af Hubers både solo- og kammermusikværker. Ensemblets kunstneriske og æstetiske ambition er på linje med Klaus Hubers æstetik. I 2014 har ensemblet netop til fejring af Huber, foruden fløjte, inkluderet instrumenterne harpe, viola d'amore og theorbe. Fire komponister fra DKDM har komponeret til Ensemble Alternance i denne konstellation.
Hent PULSAR-avisen 2015