Uffe Savery har valgt at fratræde som rektor for DKDM
I 2019 udnævnte kulturministeren Uffe Savery som rektor for DKDM. Uffe Savery har et stort alsidigt virke som musiker, er selv uddannet fra DKDM med både musikpædagogisk diplomeksamen og solistklasse, og havde desuden ni års ledelseserfaring som musikchef for Copenhagen Phil. Under Uffe Saverys ansvar som rektor de seneste fire år er konservatoriet bragt godt igennem en vanskelig længerevarende corona-periode og en omfattende institutionsakkrediteringsproces. Der er igangsat en række tanker og processer i forhold til udvikling af uddannelsen, som vil blive yderligere implementeret i den kommende rammeaftaleperiode. Idet der i nærmeste fremtid udpeges en bestyrelse for DKDM, bliver det denne nye bestyrelses anliggende at sørge for ansættelse af ny rektor. Niels Rosing-Schow, tidligere professor i komposition, der også har været prorektor gennem 5 år, ansættes midlertidigt som rektor, indtil ny rektor er udpeget. Jesper Juul Windahl fortsætter efter eget ønske som prorektor.
Uffe Savery udtaler:
”Det har været en stor fornøjelse at arbejde med dybt professionelle og passionerede undervisere, meget engagerede studerende og en yderst kompetent administration, der understøtter alle aktiviteter. Alle ansatte og studerende har bidraget til at opnå både konkrete faglige resultater og en kulturel og uddannelsesmæssig udvikling samtidig med et fornyet blik på uddannelsen af fremtidens dimittender. Der ligger således et godt, visionært, spændende og løfterigt materiale som grundlag for den kommende strategi og rammeaftale. Det tager afsæt i en studentercentreret læring, fleksibilitet i uddannelsesstrukturen, og hvordan fremtidens dimittender som udøvende, undervisende og producerende musikere kan etablere en bæredygtig (og ofte sammensat) musikertilværelse og skabe fremtidens musik- og kulturliv. De internationale relationer er styrket, og Global Conservatoire-samarbejdet med Wien, London, Manhattan og Amsterdam har i høj grad sat DKDM på verdenskortet.
Mit ønske om at stoppe som rektor bunder i et personligt tilvalg for helt at kunne hellige mig mit kunstneriske virke, en alsidig musikertilværelse kombineret med et selvstændigt virke indenfor ledelses- og kulturinstitutionsrådgivning samt rådgivning af unge musikere. At dette sker lige nu, skyldes det momentum, der er opstået med Safri Duo i den senere tid, som kalder på min tid og fokus, nu og her.
Det er med god samvittighed, at jeg overdrager stafetten til Niels Rosing-Schow og den kommende bestyrelse, et samarbejde jeg i øvrigt havde set frem til. Jeg er overbevist om at Niels vil sikre god ledelse i den kommende interimperiode, indtil en ny rektor er udpeget.”
Niels Rosing-Schow udtaler:
”Jeg ser frem til at tiltræde som rektor for en periode, indtil den kommende bestyrelse er klar til at udnævne en ny rektor. Jeg glæder mig til igen at møde alle ansatte og studerende, ældre såvel som de nye, der netop skal påbegynde et studieforløb på DKDM.
Jeg kender DKDM overordentlig godt fra min mangeårige ansættelse, bl.a. som professor i komposition, og jeg har som tidligere prorektor i fem år også været konstitueret rektor i et par omgange. DKDM har under Uffe Saverys ledelse været inde i en rivende udvikling, og jeg vil sikre, at denne føres godt videre. Det bliver desuden en spændende opgave at påbegynde et samarbejde med den nye bestyrelse.”