Velkommen til efterårets koncerter på DKDM

Et væld af gratis koncerter med konservatoriets lærere og studerende

Kære publikum

Velkommen til Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums koncerter i efteråret 2014.

Som altid udgør de studerende grundstammen blandt de medvirkende, og koncerterne giver rig mulighed for at møde og følge dem i udviklingen fra ufærdige talenter til professionelle kunstnere. Desuden præsenteres en række lærere, gæstelærere og samarbejdspartnere, og samlet set er der tale om et rigt facetteret udbud med både spændende og meget afvekslende indhold.

Hovedparten af koncerterne foregår i konservatoriets smukke og atmosfærefulde koncertsale, og her i efteråret 2014 sætter mange af dem fokus på et tema eller en komponist. I september gælder det tre koncerter i samarbejde med Golden Days Festival (tema: ”1914 og porten til det moderne Europa"), og i tredje uge af oktober indgår tre koncerter med værker af Stravinsky i Øresundsfestivalen Music Around. Måneden efter gæster en af verdens betydeligste nulevende komponister, Sofia Gubaidulina, DKDM. Anledningen er opførelsen af hendes store accordeonkoncert "Fachwerk" til konservatoriets årsfestkoncert 15. november med DKDM's Symfoniorkester og professor Geir Draugsvoll som solist. Som en særlig understregning af dette vigtige besøg afholder konservatoriet dagene forinden en mindre Gubaidulina-festival med præsentation af en række af hendes solo- og kammermusikværker, herunder møde med komponisten.

Spændende samarbejdsprojekter Copenhagen Phil og Concerto Copenhagen sætter ligeledes præg på sæsonen, hvor også årets dansk-kinesiske kulturfejring markeres med to koncerter (27. september og 20. november).

Gennemgående koncertserier er fortsat de højt profilerede debutkoncerter samt Mestre på Mandage, og som vanligt byder de populære onsdagskoncerter i samarbejde med Wonderful Copenhagen på en afvekslende række af fyraftenskoncerter på forskellige interessante lokaliteter rundt om i byen.

Det hele går løs fra midten af august med bl.a. kammerkoncerter i Tivolis Koncertsal, der også danner ramme om Harby Fondens priskoncert 27. august med årets to prismodtagere som solister ledsaget af et fælles DKDM-DJM kammerorkester. I december rundes der af med Brandenburg-koncerter og en julekoncert for hele familien.

Vel mødt!

Bertel Krarup
Rektor

Hent DKDM's koncertfolder for efteråret 2014