Violindebut i Koncertsalen
Der er dem, der lader stå til. Og så er der dem, der handler. Loussine Azizian hører til de sidste. Da diskussionerne om nedskæringer i den klassisk musik nåede nye højder for et års tid siden, tog hun initiativ til foreningen Støt Klassisk Musik i Danmark. Hun stablede projektet på benene sammen med sine medstuderende og kolleger for at skærpe opmærksomheden på den klassiske musiks vilkår og lavede gratis koncerter landet over med light-klassiske programmer, tilpasset nybegynder-lytteren ud i klassisk musik.
Loussine Azizian er født i Armenien i 1986. Hun begyndte at spille violin, da hun flyttede til Danmark som 7-årig og er blevet undervist af sin far, professor Serguei Azizian, i løbet af hele sit studie. I juni 2010 afsluttede hun sin kandidat på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og blev efterfølgende optaget i solistklassen samme sted. Sideløbende med sine studier i Danmark har hun modtaget undervisning på Universität für Musik und darstellende Kunst i Wien hos professor Gerhard Schulz, medlem af Alban Berg Kvartetten.
Hun har vundet samtlige førstepræmier i de danske børne-unge musikkonkurrencer. I 2002 vandt hun 4. Præmie i den internationale musikkonkurrence, Coupe Mondiale. Året efter, i 2003, stod hun som vinder i den prestigefyldte internationale musikkonkurrence “Jeunesses Musicales” i Bukarest.
Læs mere om debutanten her