Optagelsesprøver for ensemble
Prøvens forløb, bedømmelse og indhold
Optagelsesprøven består af en hovedfagsprøve, der afvikles i to runder. Hvis du søger uddannelsesretningen solist kunstnerisk udviklingsvirksomhed eller solist med undervisningskompetence (videregående niveau), skal du efterfølgende til en tredjerunde i din valgte uddannelsesretning.
Læs mere om de forskellige uddannelsesretninger og indholdet af prøverne her.
1. runde – Video
1. runde består af en videoindspilning, hvor I spiller jeres valgte repertoire til 1. runde. Videoindspilningen skal uploades i ansøgningsskemaet.
I kan finde repertoirekravene nedenfor.
Hvis I består 1. runde, fortsætter I til 2. runde.
I får resultatet af 1. runde på mail medio maj.
1. runde bedømmes af to interne censorer og en ekstern censor med bestået/ikke bestået.
Krav til videoindspilningen
- Indspilningen af hele 1. runde skal være one-take. Du må gerne tage en tår vand eller holde en kort pause mellem stykkerne – ligesom hvis du havde været til en fysisk optagelsesprøve.
- Indspilningen skal være uredigeret.
- Indspilningen må maksimalt være seks måneder gammel.
- Vi opfordrer til, at man indspiller værker med akkompagnatør, hvis værket normalt spilles med akkompagnement.
Anbefalinger til videoindspilningen
- Se konservatoriets vejledning for at få den bedste lyd på din optagelse.
2. runde – Fysisk på DKDM
2. runde afholdes fysisk på DKDM i perioden medio maj til ultimo juni. Består I 1. runde, bliver I indkaldt til 2. runde.
I kan finde en oversigtsplan over datoer for 2. runde i midten af marts under Sådan søger du ind.
I 2. runde skal du fremføre et program af 30 minutters varighed. I kan finde repertoirekravene nedenfor.
Runden afsluttes med fem minutters samtale om ansøgerens motivation for at søge ind på uddannelsen, overvejelser omkring karriere m.m.. Samtalen påvirker ikke karakteren, men bruges til gensidig forventningsafstemning om uddannelsen.
2. runde bedømmes af to interne censorer og en ekstern censor efter 7-trinsskalaen.
Repertoire til første runde
Strygekvartet: En kvartet af Haydn, Mozart eller Beethoven. Der spilles hele værket.
Klaverkvartet: En kvartet af Mozart. Der spilles hele værket.
Klavertrio: En trio af Haydn, Mozart eller Beethoven. Der spilles hele værket.
Blæserkvintet: En kvintet af Danzi. Der spilles hele værket.
Øvrige ensembler med strygere
Øvrige ensembler med strygere tillemper deres optagelsesrepertoire efter ovennævnte krav og får deres repertoireforslag godkendt af faggruppeleder, senest en måned efter at DKDM har modtaget repertoire-listen.
Øvrige ensembler med træblæsere
Øvrige ensembler med træblæsere tillemper deres optagelsesrepertoire efter ovennævnte krav og får deres repertoireforslag godkendt af faggruppeleder, senest en måned efter at DKDM har modtaget repertoire-listen.
Ensembler med andre instrumenter end strygere og træblæsere
Ansøgninger fra ensembler med anden besætning end de ovenstående beskrevne vil blive behandlet individuelt, og ensemblet vil blive oplyst, om repertoire-listen er godkendt, senest en måned efter at DKDM har modtaget listen
Repertoire til anden runde
Strygekvartet: En stor romantisk kvartet fra standardrepertoiret og et betydeligt værk fra det 20. århundrede
Klaverkvartet: En stor romantisk kvartet fra standardrepertoiret, og et værk fra det 20. århundrede
Klavertrio: En stor romantisk trio fra standardrepertoiret, og et betydeligt værk fra det 20. århundrede
Blæserkvintet: Carl Nielsen blæserkvintet, og et betydeligt værk fra det 20. århundrede
De interne censorer vælger heraf 45 minutters musik, som bliver sendt til din e-mailadresse ugedagen inden optagelsesprøvens første runde.