Optagelsesprøver for tonemester

Du kan søge ind på tonemester-uddannelsen på følgende niveauer

Optagelsesprøven består af følgende dele: 

Hovedfag

Hovedfaget for tonemestre er indspilningsteknik og musikproduktion.

Prøven består af:

1. Test af almen teknisk og musikalsk viden (varighed 60 min.)

Prøven består i en kortfattet, skriftlig besvarelse af en række elementære tekniske og musikalske spørgsmål. Nogle af spørgsmålene vil kun kræve en ja/nej-besvarelse, mens andre spørgsmål kræver en kort, selvstændig formulering. (Se et eksempel på prøven her.)

2. Auditiv analyse

Der gives en mundtlig redegørelse for to forespillede musikeksempler (et rytmisk og et klassisk) såvel musikalsk som indspilningsteknisk. Ansøgeren bliver bedt om at redegøre for stilart, instrumentation, produktionstekniske valg, herunder dynamisk, spektral og anden processering. Desuden spørges der ind til de gængse stereo-optageteknikker og typiske produktionsmetoder indenfor klassisk- og rytmisk musik. Der lægges vægt på at den optagelsessøgende er i stand til at udtrykke sin opfattelse af det forespillede, samt at den korrekte fagterminologi i nogen grad beherskes.

3. Samtale

Gennem individuelle spørgsmål søges den optagelsessøgendes tekniske og musikalske standpunkt belyst. Spørgsmålene kan være af både teoretisk og af praktisk art. Desuden søges den optagelsessøgendes hensigt med og forventninger til studiet klarlagt.

Prøvens anden og tredje del aflægges samlet. Der er afsat ca. 15 minutter til hver del - i alt 30 min. inkl. votering og bedømmelse.

Karaktergivning

Der gives tre særskilte karakterer. En i hver af ovenstående prøver. Den samlede hovedfagsprøve er kun bestået, hvis du har mindst opnået karakteren 02 i alle prøver. Er hovedfagsprøven bestået, går ansøgeren videre til prøver i almene fag. Disse prøver er éns for samtlige bacheloruddannelser.

Derudover skal ansøgeren også bestå en prøve i basisklaver.

Audiogram skal vedlægges

Ansøgere til tonemesteruddannelsen skal desuden vedlægge et autoriseret audiogram (maksimum et år gammelt). Audiogrammet viser en persons hørenedsættelse i forskellige frekvenser. Et audiogram kan fås hos en speciallæge uden henvisning fra egen læge.

Basisklaver

Prøven er vejledende og bedømmes efter 7-trinsskalaen.

Der fremføres:

  • Et klaverstykke af en sværhedsgrad som fx 
    • en wienersonatine af W. A. Mozart 
    • en tostemmig invention af J.S. Bach 
    • en sats fra R. Schumann: Kinderszenen 
    • en sats fra C. Nielsen: Humoreske – bagateller 
    • en sats fra B. Bartok: Rumænske julesange 
    • nedskrevne jazz- eller andre rytmiske arrangementer i samme sværhedsgrad, eks. Chick Corea, Oscar Peterson, Bill Evans) 
  • En indstuderet firstemmig koral fra Den Danske Koralbog. Der findes to eksempler på koraler her.
  • Skalaer og treklange i dur og mol (alle tre typer: melodisk, harmonisk og naturlig) tonearter op til fire fortegn, spillet over to oktaver med begge hænder samtidigt.
  • En tilstillet opgave i akkompagnement til egen sang. Opgaven udføres med tekst og kan være en enkel udskrevet nodesats eller en becifringssats. Ansøgeren vælger selv blandt de to muligheder. 
  • En prima vista-opgave noteret på to systemer i g- og f-nøgle og med becifring. Opgaven udføres både som nodespil og som becifringsspil med melodi.

Den tilstillede opgave sendes til ansøgerens e-mailadresse syv dage før optagelsesprøven.

Optagelsesprøven består af en hovedfagsprøve. 

Ansøgere bedes fremsende to eksempler på egne musikproduktioner - en rytmisk og en klassisk af minimum 7 minutters varighed hver.

Ansøgeren indkaldes til en samtale af ca. 20 min. varighed om de fremsendte musikproduktioner.

Udover samtalen om de fremsendte produktioner, søges den optagelsessøgendes tekniske og musikalske standpunkt belyst. Der kan være spørgsmål kan være af både teoretisk og af praktisk art. Desuden søges den optagelsessøgendes hensigt med og forventninger til studiet klarlagt. 

Prøvens varighed er inkl. votering 30 min.

Prøven bedømmes efter 7-trinsskalaen af to interne censorer. Prøven kan afsluttes med fem minutters samtale om ansøgerens motivation for at søge ind på uddannelsen, overvejelser om karriere m.m. Samtalen påvirker ikke karakteren, men bruges til gensidig forventningsafstemning om uddannelsen.