Startpakke for den nyuddannede strygerlærer

Baggrund og motivation

Projektet indgår i en pædagogisk sammenhæng på konservatoriet, hvor guitaristen Henrik Bay Hansen og pianisten Solveig Nielsen er igang med to forskellige PUV-projekter om pædagogik for børn i indskolingen.

En pædagogisk paraply

Der findes mange lærebøger, som holder sig til en bestemt metode: Suzuki-metoden, Colourstringsmetoden, Kodály-metoden osv., men vinklen i dette projekt vil være omvendt: PUV-projektet er tænkt som en pædagogisk paraply, som tager udgangspunkt i de centrale pædagogiske og spilletekniske problemstillinger og fra den vinkel rækker ud til de forskellige skoler.

En grundbog til pædagogikundervisningen på DKDM

I de pædagogiske fag får de studerende en introduktion til et udvalg af forskellige strygerskoler. PUV-projektet er et oversigtsværk, som giver de studerende overblikket over, hvad der findes af forskellige skoler og undervisningsmaterialer, samt hvor de enkelte skoler har deres styrker. Bogen skal give de studerende dét, som kun deres egen erfaring tidligere har kunnet give dem: nemlig en bred vifte af værktøjer og muligheden for at skræddersy undervisningen til den enkelte elev.

Bogen er i to bind

Bind 1 er struktureret omkring en lektionsplan, som lektion for lektion skitserer et undervisningsforløb på i alt 10 lektioner startende med første lektion med det lille barn på 5-7 år. Til lektionsplanen hører videoklip, som demonstrerer nogle af de øvelser, som bliver beskrevet, ligesom der også er referencer til det relevante undervisningsmateriale.

Andet bind er tænkt som et opslagsværk, hvor strygerlæreren kan slå op under hyppigt forekommende problematikker og finde gode råd til, hvordan man kan løse den givne problemstilling. Igen vil man her kunne finde videoklip, link til materiale, case-stories, der illustrerer problematikken osv. Der vil blive gennemgået emner som puls, nodelæsning, skalaspil, intonation, motivation og øvestruktur.

Proces og struktur

Første semester (efterår 2021): Bind 1, undervisning af begyndere: Lektionsplan og videooptagelser fra arbejdet på Byens Steinerskole, hvor de BA3-studerende underviser begynderne i 1. klasse.

Andet semester (forår 2022): Bind 2, arbejdet med opslagsværket: Case stories med videoeksempler fra bl.a. Københavns Celloakademi, løbende udarbejdelse af opslagsværket emne for emne.

Tredje semester (efterår 2022): Afprøvning og tilpasning af materialet i praksis med et nyt hold børn + evaluering og samtale med interne kollegaer.

Fjerde semester (forår 2023): Slutredigeringsfasen

Resultater

Projektet udformes som en manual, der guider den nyuddannede lærer til at strukturere undervisningsforløb i et af de fire strygeinstrumenter, hvor hovedfokus ligger på violin, bratsch og cello. Manualen falder i to dele, hvor første del omhandler undervisning af nybegynderen, og anden del omhandler undervisning af elever på mellemstadieniveau. Projektet udgives som en bog i to bind med dertilhørende videoklip. Materialet er henvendt til alle strygerstuderende og strygerlærere på landets musikskoler.

Samarbejdspartnere

Elisabeth Zeuthen Schneider

Projektets tidsramme

Efterår 2021-efterår 2023