Syng nemt, sundt og sikkert

PUV
af Jan Lund

Velafprøvede sangøvelser til opvarmning og øvning

Projekt 2022-2023

PUV projektet ”Syng Nemt, Sundt og Sikkert” er en videreførelse af PUV udført i studieåret 2021-22, som kort fortalt består i at kortlægge og give umiddelbar adgang til velafprøvede sangøvelser til brug for mennesker, der arbejder med sang på alle niveauer. Se nedenfor. 

Projektet har bl.a. udviklet sig til også at inddrage mennesker der arbejder med børn og sang.

Det store indsamlede øvelsesmateriale det første PUV-projekt mundede ud i, er blevet yderligere bearbejdet og koncentreret. Dette øvelsesmateriale ligger i skrivende stund tilbage hos de ca. 15 respondenter, som er blevet bedt om at gennemgå materialet for en sidste ”kvalitetssikring”.

Efter denne gennemgang skal der afholdes interviews med de 15 respondenter, for at registrere deres sidste validering af øvelserne.

Dette endelige øvelsesmateriale skal derpå samles, koncentreres og redigeres, for derefter at blive klargjort til publikation hos forlaget Dansk Sang, som agter at udgive det i bogform på et tidspunkt i 2023-24.

Projekt 2021-2022

Baggrund og motivation

Som underviser i sangpædagogik og sang på både hovedfags- og bifags-niveau har jeg ofte oplevet, at mine studerende har savnet en umiddelbar adgang til gennemprøvede og velfungerende sangøvelser.  

De magter ikke at få læst den omfattende litteratur, som findes om emnet - og slet ikke med det formål hurtigt at finde egnede sangøvelser til det aktuelle problem, de vil arbejde med i deres dagligdag. Ofte er det også svært for dem at sortere i og udvælge de rette øvelser fra dem, vi bruger i vore sangtimer, dem vi bruger som opvarmning til timen, og dem vi bruger til løsning af tekniske vanskeligheder.  

Målet med projektet skal være en bro fra de tidlige vokalise samlinger over de senere tiders mere omfattende litteratur – til en praktisk ”hands-on” øvelsessamling med korte præcise beskrivelser af de enkelte øvelser, som de trygt kan gå til – her og nu. Altså ikke er et sangteknisk kompendium, men slet og ret en øvelsessamling. 

Proces og struktur

Ude blandt aktive sangpædagoger, kirkemusikere, kordirigenter og professionelle sangere findes der en mængde viden og praksis, som jeg gerne vil afdække og inddrage. Via en række interviews med disse fagpersoner, vil jeg indsamle en mængde af det øvelsesmateriale de bruger ”ude i marken”.  

Fra dette materiale og fra materiale jeg selv har brugt gennem årene, vil jeg konstruere et omfattende øvelses-sæt til alt fra opvarmning, teknisk vokal-arbejde, vokalegalisering og meget mere.  

Dette øvelses-sæt skal gennemprøves i en række workshops med sangstuderende fra klassisk sang, AM klassisk og rytmisk sang samt brugssangselever. 

I gennem disse workshops vil vi forsøge at indkredse de øvelser vi alle finder bedst egnede i de forskellige vokale ”discipliner”. Således at vi ender med en rimeligt kortfattet, men præcis øvelsessamling. 

Det vil være vigtigt at få en dialog med fagpersoner i det vokale område fra studieretningerne sang, AM og kirkemusik – for at få en kritik på og en idé om det brugbare og anvendelige i denne koncentrerede øvelsessamling. 

Resultatbeskrivelser

Projektet skulle gerne nå frem til at kunne hjælpe de studerende med (ud fra egne iagttagelser) at kunne diagnosticere deres egne øvelsesbehov og sikre, at de udfører dem på en hensigtsmæssig måde.  

Projektet skulle også gerne give dem en bevidsthed om, at den samme øvelse kan udføres med meget forskellige hensigter, alt efter hvordan og med hvilket fokus den udføres.  

Fremadrettet skal det dermed også hjælpe dem med at kunne vælge de rette øvelser til deres egne elever/kaniner og skabe et sundt og udviklende øvelsesprogram for dem. 

På sigt vil en publicering af materialet være målet. En praktisk lille bog – Syng Sundt, Nemt og Sikkert – som enhver sangstuderende, pædagog, sanger, kordirigent m.v. trygt kan tage i lommen med sig rundt på sin sanglige færden. 

Projektets tidsramme (i semester, ikke måneder): Efterår 2021-forår 2022