Ensembler på DKDM
Medvirken i konservatoriets orkestre og ensembler er en vigtig del af undervisningen, som udover at give de studerende mange gode oplevelser forbereder dem på det fremtidige virke som professionel sanger eller musiker. En stor del af en udøvendes liv i dag er evnen til at kunne arbejde fleksibelt og projektorienteret i mange forskellige typer af ensembler og med mange forskellige mennesker. Disse færdigheder bliver styrket i forbindelse med de mange ensembleaktiviteter, som den studerende prøver kræfter med i løbet af studietiden. Konservatoriets øgede koncertvirksomhed bæres i høj grad af disse mange ensembleinitiativer – dels organiseret, dels af mere spontan karakter.
DKDM's Symfoniorkester spiller årligt fire-fem store koncerter
DKDM’s Symfoniorkester er konservatoriets største ensemble og spiller en meget central rolle i uddannelsen af orkestermusikere, ligesom orkestrets koncerter og projekter er et vigtigt vindue ud til det danske musikliv.
DKDM gennemfører årligt ca. fire orkesterproduktioner, hvor de studerende med orkesterinstrument får lejlighed til at prøve kræfter med musiklitteraturens store symfonier og solokoncerter. Prøveforløb tilrettelægges både med gruppeprøver i de enkelte instrumentgrupper og tuttiprøver med hele orkestret og afsluttes naturligvis med en offentlig koncert.
Orkesterkoncerterne dirigeres af en række topdirigenter fra ind- og udland, herunder ikke mindst dirigenter med relation til regionens musikliv i egenskab af chefdirigent eller musikchef.
Samarbejde med Copenhagen Phil
Gennem to samproduktioner årligt med Copenhagen Phil møder de studerende det store ekspansive repertoire i samarbejde med professionelle musikere i hænderne på internationalt profilerede gæstedirigenter samt Copenhagen Phil chefdirigent Toshiyuki Kamioka.
DKDM's messingensemble udgør en del af undervisningen for studerende med messinginstrumenter og slagtøj som hovedfag, og består af 12 messingblæsere og 2 percussionister. Det ledes til daglig af professor Jesper Juul Windahl og dirigeres lejlighedsvis også af musikleder- og dirigentstuderende.
Ensemblet har et stort aktivitetsniveau og spiller hvert år en lang række koncerter, lige fra kirkekoncerter til skolekoncerter. Dette afspejles også i repertoiret der spænder lige fra renæssancemusik fra Chr. IV’s hof over uropførelser af ny kompositionsmusik til underholdningsmusik.
Mange af ensemblets medlemmer får mulighed for at optræde som solist med, ligesom det er muligt for studerende at dirigere ensemblet og optræde som konferencier. De studerende der skriver arrangementer for messingblæsere har også mulighed for her at få dem spillet af deres medstuderende.
DKDM's messingensemble har turneret i Danmark, Skotland, Tjekkiet, Østrig, Tyskland, Portugal, Ungarn og Holland.
DKDM's slagtøjsensemble ledes af Søren Monrad.
Antallet af medvirkende varierer fra 2-20 afhængig af, hvilket repertoire der opføres.