Merit

Her på siden kan du læse om alle gældende regler for merit i forbindelse med optag på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Hvis du tidligere har gået på en anden dansk eller udenlandsk videregående uddannelse (fx på et universitet eller et konservatorium), har DKDM pligt til at give dig merit for gennemførte uddannelseselementer, der kan overføres til uddannelseselementer på den uddannelse på DKDM, du er optaget på (jf. §27-28 i Bekendtgørelse om musikkonservatorierne og Operaakademiet).

DKDM træffer individuel afgørelse om merit og eventuel indplacering på en senere årgang end første årgang på grundlag af en faglig vurdering i forhold til den uddannelse, du er optaget på.

I forbindelse med ansøgning om optagelse har du derfor pligt til at oplyse DKDM om uddannelseselementer, du har gennemført og bestået, fra øvrige danske eller udenlandske videregående uddannelser, der må antages at kunne give merit.

Du skal være opmærksom på, at der kan være forskelle i uddannelserne. Dermed kan du komme til at mangle uddannelseselementer på den uddannelse på DKDM, du er optaget på (fx nogle af de almene fag). Dette kan betyde et studieforløb, hvor du skal have fag på flere forskellige år af uddannelsen samtidig, fx 1. og 3. år af din bachelor, og/eller at din uddannelse bliver længere end normeret.

 

Hvis du ansøger om overflytning fra et andet dansk musikkonservatorium, gælder det, at vi meritoverfører dine gennemførte uddannelseselementer.

Du skal være opmærksom på, at selvom du kommer fra et andet dansk musikkonservatorium, kan der være forskelle i uddannelserne. Dermed kan du komme til at mangle uddannelseselementer på den uddannelse på DKDM, du overflytter til (fx nogle af de almene fag). Dette kan betyde et studieforløb, hvor du skal have fag på flere forskellige år af uddannelsen samtidig, fx 1. og 3. år af din bachelor, og/eller at din uddannelse bliver længere end normeret.

Du kan ansøge om merit for valgfag på baggrund af aktiviteter, som taler ind i uddannelsens generelle formål og kompetenceprofil. I din ansøgning skal du redegøre for hvilke punkter, der er opfyldt under formål og kompetenceprofilen og hvordan.

Generelt ønsker DKDM at kunne meritere:

  • Kurser fra ”Global Conservatoire”
  • Større kompetencegivende masterclasses. Der skal være ECTS- bevis eller anden form for dokumentation for gennemførsel mv.
  • Erhvervserfaring eller iværksætteri af særlig karakter
  • Fag bestået i forbindelse med udveksling og udlandsophold

Du kan læse mere om processen for merit for valgfag i valgfagskataloget.

Har du tidligere gennemført uddannelseselementer på en dansk eller udenlandsk videregående uddannelse (fx på et universitet eller et konservatorium), skal du i forbindelse med ansøgning om optagelse på DKDM uploade følgende dokumenter:

  • Eksamensbevis eller studiejournal med datostempel og underskrift.
  • Kursusbeskrivelser eller studieordning (udvælge de relevante sider og uploade dem i PDF-format).

Hvis du på ansøgningstidspunktet er tilmeldt et kursus, som du forventer at bestå inden studiestart, skal du sende bevis for kursustilmelding i stedet for eksamensbevis.

Tjek efter, at din dokumentation indeholder oplysninger om:

  • Antal ECTS-point eller credits
  • Undervisningsformer (forelæsninger, klasse-/holdundervisning, øvelser)
  • Læringsmål/kompetencer, der tilstræbes gennem faget eller kurset
  • Evt. timetal for hver af de forskellige kurser/fag
  • Evt. pensumliste over de anvendte bøger fra undervisningen (musikhistorie)
  • Engelske titler på dine beståede fag og kurser, hvis det er muligt
  • Dato for beståelse for hvert enkelt fag og kursus

HAR DU FLERE SPØRGSMÅL?

Så tøv ikke med at skrive til admission@dkdm.dk