Årets P2 Talent 2024
Juryen udtaler: ”Louise er et modent talent, for trods sine kun 26 år er hun en sanger, der allerede begår sig på Det Kongelige Teater, ligesom hun har både priser og album-indspilning med i bagagen. Med sin gnistrende sopran og sceniske udstråling hører Louise hjemme i de bedste sammenhænge både i Danmark og internationalt, og fortjener al den støtte og opbakning, som hun kan få (…)”
Louise McClelland Jacobsen er en dansk/newzealandsk sopran født i 1997, bosat i København. Hun er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Hochschule für Musik und Theater Hamburg og studerer nu på den toårige solistklasse på Operaakademiet. Læs mere om Louise McClelland Jacobsen
Louise udtaler selv om udnævnelsen til P2 Talent 2024: ”Det er et kæmpe privilegium og et kæmpe skulderklap at blive anerkendt af nogen der er så meget inde i branchen. Jeg er kun lige begyndt at blive set. At folk allerede ser hvem jeg er, hvad jeg laver og hvad jeg står for, det betyder meget (…)
Louise McClelland Jacobsen optrådte den 19. februar til ’P2 Koncerten’ med sin tiltrædelseskoncert som ’Årets P2 Talent 2024’ sammen med Lasse Mauritzen på horn og Zachary Hatcher på harpe. Kombinationen af horn, harpe og sang er speciel, men det er ikke uden grund. Louise McClelland Jacobsen udtaler: ”Jeg har lyst til at vise, at man skal have mange forskellige hatte på. Jeg kan godt lide udfordringen i at prøve kræfter med forskellige koncert-settings og få mulighed for at udforske min musikalitet, udtrykke forskellige ting og møde forskelligt publikum.”
Koncerten kan genhøres lørdag den 24. februar kl. 12.15 eller på DR LYD.
Ovenstående tekst er fra DR.dk – læs den fulde artikel