Andrew Crooks bliver ny leder for Operaakademiet fra august 2024
Andrew Crooks kommer fra en stilling som gæsteprofessor (opera coach) på University of Cincinnati College-Conservatory of Music, leder af musikafdelingen i Cincinnati Opera og gæsteprofessor for the Aotearoa New Zealand Opera Studio. Fra 2010-2017 arbejdede Andrew Crooks som en del af music staff på Deutsche Oper Berlin og Komische Oper Berlin, hvor han var med i korforberedelserne til mere end 80 forskellige operaer, operetter og musicals. Han har været Studienleiter for New Zealand Opera (2020-21) og arbejdet for Wolf Trap Opera, Kiez Oper (Berlin) samt Washington National Opera. Andrew Crooks’ undervisningserfaring omfatter tre år som assisterende professor i musik og musikalsk leder af opera ved Lawrence University, Wisconsin.
Andrew Crooks har en kandidatgrad fra Indiana University (MM korledelse) og University of Cincinnati College-Conservatory of Music (AD opera coaching) samt bachelorgrader i musik og tysk fra University of Otago, New Zealand.
Andrew Crooks vil være til møder og introduktion i Operaakademiet, Den Kongelige Opera og på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium fra den 13. til 17. maj.
Vi ser med glæde frem til et godt samarbejde.