DKDM får ny prorektor
Torben Puggaard er uddannet i AM og musikledelse fra DKDM i 2007 og har i de seneste otte år været leder af Helsingør Musikskole og MGK. Torben har haft løbende kontakt med konservatorieuddannelserne som beskikket censor, og han har også i en periode været uddannelsesleder på DKDM.
”Jeg ser meget frem til samarbejdet med Torben om ledelse og udvikling af DKDM, og jeg er sikker på, at vi med Torbens brede erfaring fra såvel musiklivet som musik- og kulturskoleområdet vil få en kapacitet i huset, som kan tilføre os væsentlig viden, idéer og energi i forbindelse med en række af de udviklingsindsatser, der netop er sat i gang. Et varmt velkommen!” udtaler Helene Gjerris.
Selv siger Torben Puggaard om ansættelsen:
"Først og fremmest vil jeg gerne takke for tilliden. Jeg glæder mig meget til det kommende samarbejde med Helene Gjerris, den øvrige ledelse og alle de dedikerede studerende og medarbejdere, og jeg er utrolig glad for at vende tilbage til DKDM efter mange år i musikskole og MGK-verdenen. DKDM befinder sig et utroligt spændende sted lige nu med bl.a. nye udviklingsindsatser, hvor jeg glæder mig til at kunne bidrage med den viden og de perspektiver, som jeg har erfaret mig gennem tiden."
Nuværende prorektor Jesper Juul Windahl glæder sig til at give stafetten videre: ”Jeg byder Torben velkommen til, og jeg er meget glad for og entusiastisk over, at posten nu bliver opgraderet til fuld tid, så DKDM får fuldt udbytte af prorektorstillingen.”