Sonningprismodtager 2022
Pianisten Pierre-Laurent Aimard får overrakt Léonie Sonnings Musikpris ved en koncert med Det Kongelige Kapel og dirigenten Sylvain Cambreling den 7. oktober i DR Koncerthuset.
I forbindelse med Sonningprisoverrækkelsen vil Pierre-Laurent Aimard blive fejret ved en portrætfestival 4.-9. oktober 2022. Onsdag 5. oktober er konservatoriet være vært for en filmfremvisning og artist talk med Aimard og klaverteknikker Stefan Knüpfer, som er hovedpersoner i filmen "Pianomania" (2006). Aimard vil desuden give masterclass for de klaverstuderende på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium lørdag 8. oktober 2022.
Igennem hele sin lange karriere har den 64-årige Pierre-Laurent Aimard optrådt regelmæssigt i Danmark. Første gang ved en koncert i 1977 som 19-årig, hvor han spillede soloklaverstemmen i Olivier Messiaen store orkesterværk Turangalila. Siden da har Aimard spille en række koncerter med DR Symfoniorkestret, blandt andet som solist i klaverkoncerter af Ravel. Senest gav han en eksklusiv radiotransmitteret solokoncert i DR Koncerthuset udelukkende med musik af György Kurtág under coronanedlukningen i marts 2021. Pierre-Laurent Aimard har endvidere været solist med Collegium Musicum i musik af Stravinskij samt spillet solokoncert i Tivolis Koncertsal.
Léonie Sonnings Musikpris er den vigtigste danske musikpris. Prisen har været uddelt siden 1959, hvor den indflydelsesrige komponist Igor Stravinskij var den første modtager. Komponisten Unsuk Chin modtog sidste års Léonie Sonnings Musikpris. Med prisen følger 1.000.000 kr.
Læs mere om Leónie Sonnings Musikpris 2022