Kunstneriske læreprocesser i et enaktivt perspektiv

Ph.d.
af Line Fredens

Dette ph.d.-projekt er rettet mod klassiske konservatoriestuderendes læreprocesser. Formålet er at udvikle en dynamisk læringsforståelse med sigte på de unikke strategier, der er optimale for den enkelte studerende.

Projektet rummer tre vigtige begreber: Embodiment, enaktiv tilgang og deliberate practice.

Embodiment er den antagelse, at læring og mental udvikling bygger på kropslige erfaringer, som normalt betragtes som adskilt fra den mentale udvikling. Kropslige erfaringer lægger mening til begrebsudviklingen, og betragtes derfor som et vigtigt fundament for en bevidstgørelse af den musikalsk praksis. Bevidstheden om implicitte kvaliteter i læreprocessen øges, samtidig med at de gøres eksplicitte. Embodiment er et ikke-dualistisk syn, hvor krop og hjerne er to sider af samme sag.

Det fører videre til en enaktiv (handlingsorienteret) tilgang, med det helhedssyn, at den studerendes læring bygger på en uadskillelig enhed af hjerne, krop og omverden, hvilket lukker op for talrige nuancer i læreprocessen. Dette samspil mellem implicitte og eksplicitte dimensioner, skal gøres tydeligt gennem coaching og kollaborativ læring, idet målet er en bevidstgørelse af læringens indhold og form (deliberate practice).

Deliberate practice handler om, hvor bevidst og konsekvent man arbejder for at forbedre egne præstationer. Det er vejen mod selvregulering, fordi det giver den studerende indblik i egen læring.

Ph.d.-projektet er et samarbejde mellem DKDM og DPU (Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse).
Projektet er finansieret med støtte fra Kulturministeriets Forskningspulje og Augustinus Fonden.