Lyden af Rued Langgaards orgel
En undersøgelse af Rued Langgaards registreringspraksis og brug af klanglige virkemidler
Rued Langgaard (1893-1952) var en musikalsk outsider, hvis musik aldrig vandt genklang i samtiden. Først som 47-årig fik han sin første ansættelse som domorganist i Ribe. I dag har Langgaard for længst fået sin velfortjente musikalske oprejsning, og hans musik møder voksende udbredelse og anerkendelse for sin særlige udtrykskraft, som på overraskende måder møder nutidens post-moderne æstetik.
Langgaards orgel i Ribe eksisterer ikke længere. Spillebordet er dog bevaret og udstillet i Domkirken og kan være med til at give et indblik i hans registreringsmuligheder, hvordan han kunne variere klangen, mens han spillede, samt hvordan han gjorde brug af tekniske virkemidler som appeller, generalcrescendo og ikke mindst klokkespil.
I mange af sine manuskripter har han angivet registreringer, og mange af disse stammer fra hans tid i Ribe, hvor langt de fleste præludier er skrevet. I flere af de tidligere værker er der klare indikationer på opførelser ved en række navngivne kirker, ikke mindst i Skåne og Blekinge hvor Langgaard ferierede i store dele af sin barndom og ungdomsår.
Med udgangspunkt i et studie af Langgaards 113 Præludier og mindre værker (udgivet i 2017) vil jeg undersøge Langgaards registreringspraksis og brug af klanglige virkemidler med fokus på at omsætte Langgaards klangideal til brugbare retningslinjer for registrering af hans orgelværker. Som del af denne undersøgelse vil jeg inkludere såvel de teologiske rammer omkring værkerne som Langgaards personlige religiøsitet og dens betydning for de kunstneriske valg, jeg træffer i processen – både i forhold til den interpreterende fremførelse og i forhold til værkernes programlægning i en religiøs kontekst.
Projektet vil resultere i en samlet indspilning af de 113 Præludier og mindre værker og løbende inddrage studerende ved DKDM i instrumentundersøgelser og diskussioner omkring registreringspraksis og valg af musik til gudstjenesten.
Projektet udføres i perioden 1. september 2023 til 1. september 2026. Projektet er finansieret gennem en bevilling fra Kulturministeriets pulje til KUV.