Show, Don't Tell

Show, Don't Tell beskæftiger sig med dramatisering som en metode til at formidle klassisk kammermusik. Asbjørn Nørgaard vil på baggrund af sin egen rige praksis samt eksisterende forskning inden for felterne 'narrativitet' og 'dramatisering' konkretisere og afprøve en metode, der kan spille en rolle i fremtidens formidling af klassisk kammermusik. Konkret vil projektet kredse om udarbejdelsen af et ”møde” mellem komponisten Sjostakovitj’ 15 strygekvartetter og hans breve.

Sjostakovitj er en af de vigtigste komponister fra det 20.århundrede, og hans bidrag til strygekvartetgenren er monumentalt. Han var også en flittig brevskribent, og i brevene får man indblik i hans knudrede sind og hverdagen som kunstner i det sovjetiske regime. På baggrund af disse breve er det planen at skabe en monolog, som skal opføres i samspil med et musikalsk soundtrack, sammensat af afsnit og stumper fra Sjostakovitj’ 15 strygekvartetter. En musikdramatisk koncert, der både formidler Sjostakovitj’ 15 strygekvartetter, men også tegner et billede af hans liv og person med hans egne ord.

KUV-projektet løber fra 2023-2025.