DKDM's koncerter forår 2020

Velkommen til konservatoriets smeltedigel af musikalske oplevelser

Kære publikum

Velkommen til Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums koncerter i foråret 2020.

Musik skal der til, for i mødet med kunsten og musikken bliver man som menneske beriget, og det styrker vores fællesskaber. Musik har mange udtryksformer, og det er i sandhed en smeltedigel af musikalske oplevelser, der skabes af studerende, lærere og samarbejdspartnere på konservatoriet i den legendariske Vilhelm Lauritzen-bygning.

At være professionel musiker er livslang læring fra barnsben, hvor konservatoriet som oftest er en væsentlig bestanddel af denne udvikling – det er her, man går fra at være talentfuld og dygtig til at blive professionel. Overgangen er glidende, og ikke mindst de 12 debutanter, som kan opleves i Konservatoriets Koncertsal og i Grundtvigs- og Koncertkirken, repræsenterer en væsentlig del af det fremtidige klassiske musikliv.

Musik er et universelt sprog, og musikscenen er global. Til den store slagtøjsfestival NATIVE>>INNOVATIVE understreges den internationale udveksling på mange planer. Musikalsk bruger slagtøjet etniske instrumenter og traditioner fra verden over i nutidig kompositionsmusik, og festivalen præsenterer et omfattende og visionært program med de bedste internationale slagtøjsspillere og grupper. Til årets PULSAR-festival SPACE & ROOM får vi besøg af de verdenskendte Bang on a Can All Stars fra New York, og Sonningprismodtageren Barbara Hannigan gæster DKDM i april. Det internationale sus præger forårets koncerter.

Den nye 3D-sal har fået stor international opmærksomhed, og de planlagte arrangementer byder på helt nye lyd- og musikoplevelser, som kun kan opleves med fuldt udbytte i netop 3D-salen.

Med 12 Onsdagskoncerter, 11 Mestre på Mandage og musikdramatiske opsætninger er der rig lejlighed til at opleve en bred vifte af tilbud fra kammermusikkoncerter, strygekvartetter og sang til slagtøj og orgel. Man kan som publikum vælge sin egen abonnementsserie, og måske i tillæg give sig selv en udfordring eller to og opleve noget helt nyt.

Konservatoriet er også et musikhus, der tager afsæt i samarbejdet med Copenhagen Phil. Derudover kommer DR SymfoniOrkestret, Arctic Sinfonietta fra Tromsø og andre spændende aktører fra musiklivet som f.eks. Den Danske Strygekvartet, der er ensemble in residence på DKDM, med serien Series of Four.

Foråret sluttes af med et brag af en Beethoven-festival i Tivolis Koncertsal med Beethoven à 2,3,4 og 7 samt DKDM’s Symfoniorkester.

Vel mødt til vores smeltedigel af musikalske oplevelser.

Uffe Savery
Rektor

Hent DKDM's koncertbrochure forår 2020