Anna Agafia Egholm vinder DKDM's solistkonkurrence
Med førsteprisen følger opgaven som solist med DKDM's Symfoniorkester i Beethovens Violinkoncert dirigeret af Giordano Bellincampi. Koncerten finder sted lørdag 20. juni kl. 19.30 i Tivolis Koncertsal.
Anna Agafia Egholm studerer i DKDM's solistklasse hos professor Tim Frederiksen. Hun er født i København i 1996 af dansk/russiske forældre. Hun var 12, da hun debuterede som solist med DR SymfoniOrkestret, og har siden optrådt med stort set alle de danske landsdelsorkestre, Bergen Filharmonikerne, Malmø Symfoniorkester og Orchestre de Chambre de Lausanne. I dette år har hun vundet 1. pris i den internationale Tibor Varga violinkonkurrence i Schweiz og 3. pris i Carl Nielsen-konkurrencen i Odense. Anna spiller på en Ferdinando Gagliano violin fra 1763, udlånt af Augustinusfonden.