Ny orgelprofessor ved DKDM
Sven-Ingvart Mikkelsen tiltræder pr. 1. december 2019 stillingen som orgelprofessor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han har en omfattende koncertvirksomhed som organist på internationalt niveau i Danmark, Europa og Amerika og et mangeårigt virke som organist i bl.a. Frederiksborg Slotskirke med det historiske Compenius-orgel fra 1610.
Sven-Ingvart er uddannet på konservatorier i Esbjerg, København, Wien og Paris med debutkoncert i 1982. Han har omfattende undervisningserfaring fra DKDM og SDMK, og siden 2017 har han været ansat som faggruppeleder på DKDM. Han har tillige afholdt masterclasses i stort omfang i Danmark, Europa og USA.
Som koncertorganist har Sven-Ingvart Mikkelsen spillet i en række europæiske lande og USA, og han er solist på adskillige cd-indspilninger, blandt andet med samlede orgelværker af Nicolaus Bruhns, Georg Böhm, J.-A. Guilain, Nicolas de Grigny og J.A. Scheibe. Dertil kommer forskning og bogudgivelser omkring fransk barok og gregoriansk sang, komponisten J.A. Scheibe samt det historiske Compenius-orgel på Frederiksborg slot. Som kirkemusiker har Sven-Ingvart Mikkelsen blandt andet været ansat ved Løgumkloster kirke og Frederiksborg Slotskirke. Han er nu organist og koncertarrangør ved Sankt Markus kirke på Frederiksberg og fortsætter dette virke i kombination med professoratet.
Sven-Ingvart bidrager initiativrigt til konservatoriets kunstneriske og pædagogiske udviklingsvirksomhed, "artistic research", som gør undervisningen endnu mere tidssvarende og relevant for de studerende.
Gennem sit mangefacetterede virke og kunstnerpersonlighed bidrager Sven-Ingvart til at styrke og udfolde musikkens betydning, rolle og potentiale i samfundet, som ligger DKDM meget på sinde som kultur- og uddannelsesinstitution. Vi er derfor utrolig glade for og stolte af at kunne tilknytte Sven-Ingvart som professor ved DKDM.
Venlig hilsen
Uffe Savery, rektor