Debut David Bendix Nielsen
David Bendix Nielsen er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos professor Bine Bryndorf og har studeret i solistklassen hos professor Hans Fagius. David Bendix Nielsen har også studeret et år i Hamburg hos Wolfgang Zerer og deltaget i masterclasses hos bl.a. Olivier Latry og Hans-Ola Ericsson.
Sidste år modtog David Bendix Nielsen den prestigefyldte Léonie Sonnings Talentpris, og tidligere i år blev han tildelt Statens Legatbolig til et studieophold i Paris, der også blev støttet af DOKS og Den Ingwersenske Fond. David Bendix Nielsen er født på Fyn, men opvokset i Ungarn, hvor han fik sin grundlæggende musikalske uddannelse. Han begyndte til klaver som 7-årig, men orglets klanglige muligheder og dets kraftfulde udtryk tiltalte ham, så da han var 14 år og endelig kunne nå pedalerne, begyndte han at spille orgel i stedet.
David Bendix Nielsen er organist ved Roskilde Domkirke og har trods sin unge alder både været ansat i Frederiksborg Slotskirke og Holmens Kirke. Ved siden af studier og organistembede har han også en lang række koncerter bag sig både herhjemme og i udlandet, bl.a. ved orgelfestivalerne Antiqua Vox i Italien og Ars Sacra i Ungarn samt i internationale orgelkonkurrencer i USA, Østrig og Canada. Det seneste år har han haft engagementer i f.eks. Temple Church i London, Lunds Domkirke og Farnborough Abbey. Han forsætter sin koncertrække i England til næste år, der bl.a. tæller Westminster Abbey, Blenheim Palace og Queens College i Oxford samt en gallakoncert ved den canadiske orgelfestival Organix.
Læs mere om David Bendix Nielsens debutkoncert