Fakta om Music Confucius Institute-samarbejdet
Radio24Syv har bragt udsendelser om Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (DKDM) og Music Confucius Institute (MCI). MCI er et samarbejdsprojekt, som DKDM og Central Conservatory of Music i Beijing indgik i 2012. Samarbejdet har naturligt indgået i forskellige statslige samarbejdsprogrammer mellem Danmark og Kina gennem de seneste år, jf. bl.a. links nedenfor.
I udsendelserne forsøger Radio24Syv at sandsynliggøre, at der har fundet censur sted på DKDM i forbindelse med oprettelsen af MCI i 2012. To tidligere studerende medvirker i programmet og bliver interviewet om en hændelse, der efter deres hukommelse skulle have fundet sted i 2012. De oplyser selv, at de har svært ved at huske, hvad der egentlig er sket. DKDM kan oplyse, at hændelsen fandt sted i 2010 (to år før oprettelsen af MCI), og at den omhandlede overtrædelse af konservatoriets generelle ordensregler. Konservatoriet finder det kritisabelt, at Radio24Syv bringer en sag frem på så løst grundlag.
Radio24syvs hovedbudskab er, at det i kontrakten med MCI omtales, at både dansk og kinesisk lov skal overholdes, og de vil gerne ud fra den bestemmelse vise, at vi på DKDM er underlagt censur fra Kina. DKDM skal understrege, at vi naturligvis ikke er underlagt kinesisk lov i Danmark uanset, hvordan man formulerer og fortolker en standardbestemmelse i en kontrakt. I Danmark gælder dansk lovgivning og ikke kinesisk lovgivning, hvilket vi aldrig har været i tvivl om på DKDM. Konservatoriet forventer selvfølgelig heller ikke, at vi skal følge dansk lovgivning i Kina eller i et af de mange andre lande, hvor vi har internationale samarbejdsaftaler med musikkonservatorier. I vores øvrige internationale kontrakter henvises ligeledes til det respektive lands regler. På DKDM har vi opfattet og efterlevet bestemmelsen i kontrakten med MCI på samme måde, som de tilsvarende bestemmelser i vores øvrige internationale kontrakter.
Det er altid væsentligt at være opmærksom på ikke at komme til at udøve selvcensur i samarbejdet med andre partnere. Konkret handler MCI-samarbejdet om musik, og DKDM er ikke stødt på problemer i forhold til den kunstneriske og den akademiske frihed af nogen art. MCI-samarbejdet har heller ingen indflydelse på andre aktiviteter, der afholdes på DKDM.
Radio24syv kæder andelen af såkaldte betalingsstuderende fra Kina sammen med MCI. De betalingsstuderende kommer fra en lang række lande uden for EU, og ordningen blev allerede indført i 2007. De kinesiske betalingsstuderende er repræsenteret i et relativt stort omfang, idet der i Kina er stor tradition for at spille klassisk musik. På et internationalt uddannelsesmarked vælger betalingsstuderende selv, hvor de søger om optagelse på samme vilkår som alle andre ansøgere, og de betaler selv for deres uddannelser. Konservatoriet har givet Radio24Syv meraktindsigt i oplysninger om betalingsstuderende, men vi har imidlertid ikke oplyst, at gennemsnitsprisen for en kinesisk studerende er 70.000 kr., hvilket Radio24syv oplyser i deres udsendelse. Der henvises i øvrigt til oplysninger om betalingsstuderende på vores hjemmeside.
Radiostationen omtaler også den såkaldte Panda Suite. Her postuleres det, at den har kostet konservatoriet 1 mio. kr., hvilket er forkert. En grundigere research ville have vist, at koncerten i samarbejde med andre partnere hovedsageligt var eksternt finansieret, hvilket fremgår af denne artikel på konservatoriets hjemmeside: https://www.dkdm.dk/Om-DKDM/Nyheder/2019/Pandasuite-for-dizi-og-symfoniorkester
Relevante links i øvrigt:
https://www.thinkchina.ku.dk/documents/China-Denmark_Joint_Work_Program__2017-2020__English.pdf