DKDM's koncertbrochure forår 2019
Kære publikum
Velkommen til Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums koncerter i foråret 2019.
Her er der rig mulighed for at følge de studerende i deres udvikling frem til professionelle kunstnere og desuden opleve lærere, gæstelærere og forskellige samarbejdspartnere. En særlig fremskudt plads i det samlede koncertudbud har debutkoncerterne, og dette forår byder på hele otte debuter.
Mestre på Mandage-koncerterne tager gerne udgangspunkt i et tema eller lignende og har betydelig publikumsbevågenhed. To af MpM-koncerterne tager to hul på et nyt og meget omfattende tema, nemlig et af den klassiske musiks kernebegreber: Sonaten. Desuden indgår en koncert med musik af Clara, Robert (Schumann) og Johannes (Brahms) samt en maraton-koncert, der sætter fokus på en af de store i dansk musik, 100-års fødselaren Niels Viggo Bentzon.
Sæsonstarten står dog helt i operaens tegn. Dels en helt nykomponeret kammeropera af kandidatstuderende Matias Vestergård, Titanic – A Murder Mystery Opera, dels den store årlige operakoncert på Det Kongelige Teaters Gamle Scene med solister fra Operaakademiet og DKDM’s symfoniorkester.
Ny musik og den unge samtidsmusik kan opleves under koncerter med ensemble Neko3, berliner-ensemblet Adapter og Ensemble K!ART - og selvfølgelig under årets PULSAR-festival. Under overskriften TRANSLATE fremføres en lang række værker af konservatoriets unge komponister af medstuderende blandt konservatoriets sang- og instrumentalstuderende. Endvidere byder festivalen på samarbejde med bl.a. Kunstakademiets Billedkunstskoler og DRVokalEnsemblet.
Komponisten Hans Abrahamsen er modtager af Léonie Sonnings Musikpris 2019. Han har store dele af sit liv haft tætte bånd til DKDM, der naturligt bidrager til fejringen med en koncert med centrale Abrahamsen-værker for klaver, klavertrio og strygekvartet.
Carl Nielsen er overskriften på DKDM’s symfoniorkesters sommerkoncert. Klarinetkoncerten og 5. symfoni står på programmet, og koncerten er passende placeret på Nielsens fødselsdag d. 9. juni.
Konservatoriets egne koncertsale danner gennemgående ramme om koncerterne. Dog foregår de populære Onsdagskoncerter som altid på skiftende adresser rundt om i byen, ligesom DKDM i forsommeren afholder fire koncerter i Tivolis koncertsal i samarbejde med Tivoli SommerKlassisk.
Vel mødt!
Bertel Krarup
Rektor
Hent DKDM's koncertbrochure forår 2019