DKDM's jubilæumsårsfest 2017
Deres Majestæt, excellenser, kære gæster fra ind- og udland, kære studerende og ansatte.
Hjertelig velkommen til Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums årsfestkoncert, der her i 2017, i 150-året for konservatoriets grundlæggelse i 1867, udgør kulminationen på årets mange arrangementer og markeringer i anledning af jubilæet, herunder udgivelsen af bogen "Musik og uddannelse – DKDM i 150 år" og en CD-boks med talrige optagelser relateret til konservatoriet.
En større testamentarisk gave på godt 72.000 Rd udgjorde starten på Kjøbenhavns Musikkonservatorium, der ifølge testamentet skulle lægges i hænderne på tre af tidens førende danske musikpersonligheder, komponisten Niels W Gade, komponisten J.P.E. Hartmann og kgl. kapelmester H.S. Paulli. Dette var godt set. Ikke mindst fordi Gade, der selv er jubilar her i 2017 - i 200 året for hans fødsel, både havde betydelig international erfaring og desuden havde vist sig mere end almindeligt handlekraftig inden for dansk musikliv gennem de seneste 15 år. I 1840’erne havde han været en vigtig del af musikmiljøet i en af de helt centrale europæiske musikmetropoler, Leipzig, hvor han samarbejdede med både Schumann og især Felix Mendelssohn og selv havde opnået betydelig europæisk berømmelse som komponist. Her var han i 1844 blevet tilknyttet det nyåbnede konservatorium som underviser og desuden ansat som 2. kapelmester for det berømte Gewandhausorkester, der ved Mendelssohns død i 1847 lod ham overtage dennes post som 1. kapelmester. Ikke ringe for en ung dansk komponist på den tid. I 1848 vendte Gade tilbage til København og blev snart leder af byens centrale koncertorgan, Musikforeningen, som han hurtigt pustede nyt liv i med opbygningen af et nyt orkester (baseret på Lumbyes Tivoliorkester) og en tiltrængt fornyelse af repertoiret, hvorved han bidrog til at hæve niveauet for Københavns musikliv betragteligt. I 1858 fik han endvidere den prestigefulde stilling som organist ved Holmens Kirke, og fra 1867 føjedes så stillingen som direktør for Kjøbenhavns Musikkonservatorium til.
Konservatoriets begyndelse var temmelig beskeden: En 6 værelsers lejlighed i Rådhusstræde og et optag på 28 elever – 13 kvinder og 15 mænd. Men trods de beskedne forhold var der adskillige kommende navne i dansk musik blandt eleverne allerede fra de første årgange, og efterhånden bedredes også de fysiske rammer. I årene 1884-1886 uddannede en ganske ung Carl Nielsen sig fra konservatoriet, og ser vi på udviklingen helt frem til i dag passerer hovedparten af de store navne i dansk musikliv gennem DKDM – både som studerende og som lærere.
En milepæl indtraf, da konservatoriet i 1905 flyttede til en helt ny og statelig bygning på det nuværende H C Andersens Boulevard 36. Tre år før havde institutionen opnået kongelig protektion og navneskifte til Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvilket gav konservatoriet et mere officielt præg, ”der ikke er uden betydning, især over for udlandet ”, som det hed i bestyrelsens ansøgning.
Antallet af studerende udviklede sig nu hastigt og var i 1915 kommet op på 167. I 1949 overtog staten konservatoriet, og både økonomi og organisation ændredes på en række afgørende punkter. Det vil føre alt for vidt at gennemgå selv de selv allermest overordnede historiske knudepunkter videre frem, og jeg skal derfor begrænse mig til at nævne, at uddannelserne på DKDM og de øvrige danske konservatorier i 2004 overgik til den såkaldte Bologna struktur med bachelor- og kandidat uddannelser. Som overbygning fik konservatorierne mulighed for at videreføre de såkaldte solistuddannelser, herunder for DKDMs vedkommende også Operaakademiet. En afgørende milepæl indtraf i 2008, da DKDM flyttede til de nuværende fremragende bygningsrammer i Vilhelm Lauritzens ikoniske Radiohus med bl.a. denne fantastiske koncertsal, som er med til at understøtte konservatoriets store betydning også som kulturinstitution.
Fra at have været en lille privat københavnsk institution under beskedne forhold har konservatoriet taget en nærmest ubeskrivelig rejse til det nuværende DKDM, der med ca. 400 studerende og o. 150 lærere ”står for det højeste internationale niveau og måler sig og samarbejder med en række af de bedste konservatorier i verden”, som det er formuleret i konservatoriets vision.
Netop derved er det så opløftende, at vi i aften kan glæde os over tilstedeværelsen af rektorer og andre ledelsesrepræsentanter for en række fremtrædende samarbejdskonservatorier fra Europa, USA og Kina, herunder New England Conservatory of Music, Boston, der i lighed med DKDM blev grundlagt i 1867 samt konservatoriet i Shanghai, der fejrer 90 års jubilæum og er repræsenteret i orkestret med fire strygerstuderende.
150 år er et betydeligt tidsspand, og ikke bare konservatoriet, men hele samfundet har undergået en næsten ubegribelig udvikling. Uddannelsesvirksomhed er noget ganske andet end i 1867, selv om der for DKDMs vedkommende også er en vis sammenhæng. Konservatoriets faglighed er således fortsat klart defineret, nemlig den klassiske musik. I centrum for vores formålsparagraf står uddannelsen af musikere, sangere, komponister og tonemestre op til højeste niveau, og for hovedparten indgår fag som pædagogik og formidling; fag der for de rene pædagogiske uddannelser selvsagt er helt i centrum. Inden for klassisk musik er talent og kunstnerisk potentiale tæt forbundet med stor teknisk-håndværksmæssig kunnen og båret af omfattende stil- og repertoireindsigt. Der er ingen genveje til at spille Bach, Beethoven, Brahms, Bartok eller Berio. For at opnå de nødvendige kvalifikationer som professionel orkestermusiker kræves der gennemsnitlig 10.000 øvetimer eller mere, og særlig for strygere eller pianister skal kursen mere eller mindre være udstukket allerede fra barnsben. Uddannelsen af klassiske musikere adskiller sig derved betydeligt fra uddannelsen af kunstnere inden for fx andre former for musik, scenekunst, film eller billedkunst. For at vinde en plads i et professionelt orkester eller ensemble skal man leve op til en kvalitetsbarre, der reelt er globalt fastlagt al den stund stillingerne besættes ved åben international konkurrence og spil bag skærm. Netop derfor er vi så vagtsomme omkring kernefagligheden og desværre også så sårbare over for disse års omfattende budgetreduktioner, da krumtappen i uddannelserne – kernen i det hele, er det omkostningstunge hovedfag med et stort mål af nødvendig 1-til-1 undervisning.
Dette skal ikke forstås som en reservation over for nye fag og udviklingen af nye undervisningsformer, herunder inddragelse af ny teknologi, jf. bl.a. DKDMs mange distance learning-aktiviteter. For eksempel har den såkaldte refleksionsopgave på kandidatuddannelsen, der oprindelig mødtes med betydelig skepsis, udviklet sig til en meget værdifuld del af kandidateksamen, ligesom et fag som entreprenørskab og forsøg med faget performance psykologi har vist stor berettigelse.
Sammenhængen mellem de studerendes refleksionsopgave og udviklingen af kunstnerisk udviklingsvirksomhed som en væsentlig del af konservatoriets videngrundlag er ligeledes af stigende betydning for DKDM.
De seneste tal fra Danmarks Statistik viser en historisk lav bruttoledighed på 3,2 % for vore kandidater. Uddannelsernes relevans og kandidaternes beskæftigelse hænger således sammen som aldrig før. Det kan dog ikke nægtes, at der findes miljøer, hvor man opfatter klassisk musik som en halvstøvet kulturarv. Til dem vil jeg sige: Drop nu fordommene og luk ørerne op. Aktuelle opførelser af klassiske værker, nye, nyere eller flere hundrede år gamle, er kunstnerisk udfoldelse lige for ørerne af os og som oftest baseret på en opførelsespraksis i stadig forandring - som et spejl af den tid vi lever i. Den klassiske musik udgør fortsat en helt central del af tidens mangeartede kunstneriske udtryksformer og er en enestående kilde til oplevelse, fordybelse og kunstnerisk erkendelse.
Konservatoriets fantastiske udvikling gennem 150 år er frugten af en kæmpeindsats fra en lang række rektorer, professorer og andre ansatte - for ikke at tale om de mange studerende som jo er hele grundlaget for en uddannelsesinstitution som DKDM. Uden denne indsats kunne konservatoriet ikke være nået til det, DKDM er i dag, og det skal der lyde en stor og varm tak for.
Der skal også lyde en stor tak til alle vore mange gode og inspirerende samarbejdspartnere, nationale såvel som internationale, enkeltpersoner og institutioner, herunder de såkaldte praksismiljøer – dvs. orkestre, kor og ensembler mv.
Endelig skal der lyde en varm tak til de mange fonde og donatorer, der hjælper og støtter konservatoriet i en økonomisk trængt tid.
Vi skal nu høre uropførelsen af et helt nyt værk anno 2017, professor Niels Rosing-Schows ’Her og nu’, der tager afsæt i Charles Ives’ korte The Unanswered Question. Efter pausen følger Niels W. Gades Elverskud, et stykke national kulturarv fra 1854, der løbende er blevet aktualiseret som i aftenens live-udgave anno 2017. Tak til alle medvirkende og dirigenten, adjungeret professor Michael Schønwandt.
Til slut vil jeg udtrykke håbet om et fortsat spillevende og dynamisk DKDM frem mod 200-års jubilæet i 2067, og til alle jer her i salen ønske en fortsat god årsfestkoncert.
Rektor Bertel Krarup
Foto: Hasse Ferrold
