Debut Kenny Aaberg Larsen
Kenny Aaberg Larsen (f. 1988) begyndte sin musikalske karriere på Vallensbæk Musikskole. Derefter blev han optaget i Tivoli-Garden, hvor han var medlem i 5 år, det sidste som orkestrets dirigent. I 2007 blev han optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos Toke Lund Christiansen. Fra 2010-11 studerede han i New York hos Linda Chesis, Robert Langevin (solofløjtenist i New York Philharmonic) og Denis Bouriakov (solofløjtenist i Metropolitan-operaen). Året efter fortsatte han sine studier i Genève hos Jacques Zoon.
Kenny Aaberg Larsen har vundet adskillige priser, bl.a. 1. pris i Øresunds-solistkonkurrencen, 3. pris i DR's "Spil for livet", Victor Borges musikpris, specialpris ved Carl Nielsen Konkurrencen, Sonnings musikstipendium samt Fuchs Chamber Music Competition og The NYFC Competition i New York. I 2014 vandt han 2. pris ved P2's Kammermusikkonkurrence med Carl Nielsen-Kvintetten, og sidste år vandt ensemblet desuden Den Internationale Carl Nielsen Konkurrence for blæserkvintetter.
Det er orkestermusikken, Kenny Aaberg Larsen elsker højest, og siden 2013 har han været solofløjtenist i Malmö Opera. Han er desuden en flittigt brugt assistent i de danske orkestre, og i 2010-12 var han medlem af det prestigefyldte Gustav Mahler Jugendorchester under kunstnerisk ledelse af Claudio Abbado.