Masterclass med Herbert Blomstedt

DKDM's dirigentstuderende Magnus Fryklund er blandt deltagerne og skal dirigere Nielsens "Helios Ouverture"

Den svenske dirigent Herbert Blomstedt modtager Léonie Sonnings Musikpris den 7. april 2016, og dagen efter giver han masterclass for tre unge nordiske dirigenter. En af de udvalgte er svenske Magnus Fryklund, som er dirigentstuderende ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Ved masterclassen deltager desuden den norske dirigent Håkon Daniel Nystedt (f. 1980), som debuterede fra DKDM i 2013, samt danske Christian Øland, der studerer i dirigentklassen på Sibelius Akademiet i Helsinki.

Magnus Fryklund (f. 1990) blev oprindeligt optaget som pianist ved DKDM i 2010, men søgte derefter om optagelse i dirigentklassen, hvor han nu studerer hos Giordano Bellincampi. Magnus Fryklund afslutter sin dirigentuddannelse i juni 2016, hvor han skal dirigere Aarhus Symfoniorkester.

Masterclassen med Herbert Blomstedt foregår i DR Koncerthuset fredag 8. april kl. 12.30 og er med offentlig adgang (billetter à 50 kr).

Masterclassen er et samarbejde mellem DR SymfoniOrkestret og Léonie Sonnings Musikpris 2016.

Læs mere om masterclassen på www.dr.dk

Foto: DR (Gert Mothe)