Prisregn over Lise Davidsen
I fredags vandt den 28-årige sopran Lise Davidsen den prestigefyldte Dronning Sonjas internationale musikkonkurrence. Finalekoncerten blev afholdt på den norske opera og transmitteret i radioen, og med æren fulgte ca. 370.000 danske kroner samt vigtige koncert- og operaengagementer. Dette er den tredje store internationale pris, som Lise Davidsen har vundet i år, og den norskfødte sopran er allerede blevet omtalt som den nye Kirsten Flagstad.
Tidligere på sommeren vandt hun både førstepris i Placido Domingos Operalia-konkurrence i London samt publikumsprisen og Birgit Nilsson-prisen. Derudover vandt hun 2. pris i Belvedere-konkurrencen i Amsterdam og modtog også her publikumsprisen samt den internationale mediepris.
Lise Davidsen er uddannet fra Grieg-akademiet i Bergen samt Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Operaakademiet, hvor hun har studeret hos Susanna Eken.
Læs mere om Lise Davidsen.
Foto: Lise Davidsen får overrakt prisen af Dronning Sonja